Giro delle Dolomiti 2009

Beretningen fra dette års sommertur er delt i 3

1. Del  - Uge 29/30  Cykling: Schweiz - Gardasøen - Canazei.

2. Del - Uge 30 - Via Ferrata

3. Del  - Uge 31 - Giro delle Dolomiti (her er du nu)                   

Søndag d. 26. juli.

 Så er vi i gang med første etape af ”Giro delle Dolomiti”.  Blå himmel / solskin – det er nøjagtig sådan, som det skal være. I går (lørdag) havde vi ellers forladt Canazei, hvor der efter en nat vejrmæssigt, var rusket lidt op i omgivelserne. Vi havde haft en uge der med fantastisk godt vejr, men natten til lørdag var et ”gewitter”, som de kalder det her, kommet ind over området. Det skulle have været meget flot, med torden og lyn – jeg var i drømmeland, og oplevede det kun som våde veje og vandpytter rundt omkring, og en morgentemperatur på kun 7 grader. Men himlen var blå og dagen blev rigtig fin. Vi flyttede til Bolzano, indskrev os til løbet (alle formaliteter var klaret hjemmefra) og tjekkede ind på Hotel Steinmanwald. Samme hotel vi har boet på alle år, og som ligger kun 5 km fra startstedet - Messecentret i Bolzano

Det er nu 33. gang dette løb køres, og fjerde gang vi deltager, så man kan vel næsten tale om en form for rutine. Under alle omstændigheder gik det helt glat og helt, som det plejer.  På løbskontoret bad jeg om lidt hjælp hos en cykelmekaniker, da en skrue var knækket på min frempind. Det tog de meget alvorligt, og sammen med en af cykelmekanikerne kørte vi til et nærliggende professionelt værksted, hvor problemet blev udbedret.  Ny frempind, justering m.m. – men kun betaling for frempind – ingen arbejdsløn. !!

Altså - nu er vi i gang! Start fra ”Fiera” (Messecentret i Bolzano – som også tidligere år) på vej ud på 1. etape, som er ”Passo Pennes”, hvilket indebærer en tur på ca. 150 km, og 2200 højdemeter.

Fra Bolzano går det direkte nordpå. Ud gennem ”Val di Sarena” og videre gennem ”Val di Pennes”. Fra starten i Bolzano i 266 m højde går det til 1023 m i Campolasta, hvor første depot var henlagt efter ca. 1½ times kørsel. Videre til ”Rio Bianco” i 1342, hvor også konkurrencen startede. 13,3 km til toppen af ”Pennes”. ”Pennes” udmærkede sig ved at være jævnt stigende op til 2215 m. Ingen hårnålesving. Blot konstant 7 – 8 % -  stigende til 10% på de sidste km. Hele tiden kan man se langt frem, og med ca. 700 cyklister på stigningen er det et imponerende syn. På de sidste 2 km er der kun et 45 graders sving, så hele tiden har man udsyn til toppen. I det hele taget en meget smuk opkørsel.

På toppen var der opsamling og (et lille) depot – inden alle startede nedkørslen til Vipitino. 13 km med et fald på 1267 m. Her var ”Gullaskanonen” kørt i stilling, og alle fik deres pasta-party-billetter brugt. Depotet var henlagt til byens sportsplads, hvor der også denne dag var fest for byens brandkorps, og det lokale "brandmandsorkester", iklædt "lederhosen",  underholdt fra scenen

Nu var der kun de resterende 75 km tilbage til Bolzano, som også blev en rigtig god oplevelse. Godt vejr – 700 cyklister, som var kommet igennem konkurrencens første da  i godt humør, og 3 – 4 %  nedad det meste af tiden.

Ankomst til udgangspunktet ca. 17.00 efter 9 timer af sted. En lang dag – ja. Men en god dag, og vi havde kørt 150 km og 2238 højdemeter.

Jeg var i år rykket en aldersgruppe op, og konkurrerede i gruppen 58 – 66 år. Her havde jeg fået en 8 plads af 48 deltagere i denne klasse. Fuldt ud tilfredsstillende for mig.

Lotte som tidligere havde vundet turen 2 gange og blevet nr. 2 en gang, lå endnu engang til en førstepads.  Men i løbet af ugen, faldt de andre deltagere i gruppen fra, så hun endte med at blive eneste gennemførende pige over 55 år. En førsteplads er så måske ikke så meget værdsat, hvorfor hun resten af ugen mere holdt øje med placeringen i pigegruppen generelt.

Man kan tilmelde sig og deltage i enkelt-etaper også. Og weekendens gode vejr har sikkert bevirket ekstra stor tilslutning. I de efterfølgende dage forventes der ca. 100 deltagere mindre.

Mandag d. 27.  juli.

Selv om Bolzano ligger i en beskeden højde (266 m) i forhold til sine omgivelser, er byen et godt udgangspunkt for cykelture, og derfor også for dette arrangement, som vi nu for 4. gang deltager i. Næsten uanset hvilken vej man kører ud af byen, går det opad, og der er let adgang til de omkringliggende byer/bjerge. Ens for de mange ind og udkørsler af Bolzano er, at de alle er meget smukke. Hvis ikke der er panoramaudsigt, er der høje klippevægge og en brusende flod. Således også denne dag, hvor vi kørte ud af byen,  mod sydøst. Til ”Collepietra” og ”San Vallentino”, som betød en stigning op til 1300 m´s højde, hvor dagens første depot var henlagt.

Videre ned i ”Val dÉga og et lille stykke med hovedvejen inden derkøres mod Cavalese, som leder os ind på konkurrencestrækningen, som jeg målte til 11 km (mod programmets 13 km) med 925 m stigning, op til ”Passo Lavazé”.  Efter konkurrencen kørte vi ca. 1 km videre til et stort område, hvor der udover et sports-hotel, også var et stort åbent område, hvor dagens ”pastaparty” var. Vejret var fint og i 1800 m stadig med temperaturer over 20 grader. Vi fandt en plet på en skråning, hvor vi slog os ned med vores madbakke, men i denne højde skal men regne med fritgående køer og heste, som også snart indfandt sig, og viste nogen interesse for vores pastaparty.

Resten af turen var stort set nedkørsel. Over ”Varena”, ”Daiano” og via ”Passo San Lugano” (1097m) ned til Ora (242m), en meget smuk nedkørsel, der gav god udsigt over dalen med floden ”Isarco” og søen ”Largo Caldarno”, som kunne skimtes i det fjerne, og motorvejen.

 Desværre havde jeg et mindre uheld lige da vi var startet ud efter pausen. Forholdsvis ny asfalt dannede en 10 cm høj kant ned til rabatten. P.g.a en vejindsnævring, blev jeg presset ud i rabatten, og ned over den lille kant. Reflektorisk søgte jeg tilbage på vejen, men cyklen ville umiddelbart ikke med op over kanten igen. Heldigvis kørte vi ikke særligt stærkt, så en enkelt koldbøtte – uden efterfølgende men, og uden at blive kørt over af de efterfølgende.

Fra Ora var der så blot 20 flade km hjem. I alt var dagen 102 km og 2320 højdemeter.

Tirsdag d. 28. juli

Tunge truende sorte skyer kom til syne, da skodderne blev slået op denne morgen. Det var ellers ekstra tidligt, da vi skulle ud på turens længste distance. Så det var med betænkelige miner vi pakkede tasken, med alt hvad der kan beskytte mod regn. Det er sådan, at man hver dag kan aflevere en taske med skifte- og regntøj, som man får adgang til midt på dagen. Oftest lige efter konkurrencen, og der er ikke noget så godt, som at få skiftet en plaskvåd svedtrøje ud med en tør.

Morgenmaden var allerede 06.30, og på det tidspunkt stod det ned i stænger – så meget at nogle af de andre gæster, der boede på hotellet og også deltog i løbet, var i tvivl om, de ville af sted.

Da vi kørte cyklerne ud fra hotellet mod starten ved messecentret, var det heldigvis tørvejr, men lummervarmt. 20 grader og høj luftfugtighed, kl. 07.00 morgen!

Da vi ankom til startområdet fik vi meddelelsen, at p.g.a. vejret var starten udskudt én time, og ruten vi skulle køre, var byttet om med fredagens rute.

Det betød i stedet for 154 km blev det til 82 km i nærområdet. Dagens tur ville så i stedet blive kørt fredag.  Det lød jo umiddelbart let, men vi vidste godt der ingen lette etaper var, så hvad der mangler i længde, er der som regel i stejlhed.  Forholdsvis hurtigt startede opklaringen, og vi fik igen en dag med rigtigt fornuftigt vejr. Lidt køligt, men tørt.

Først 28,5 km næsten fladt til Merano, hvorefter det gik løs med konkurrencen, som nu i stedet for ”Pordoi” kom til at hedde ”Avelengo”.  Små 10 km med gennemsnit på 9%, og ramper på op til 16%. Ikke ét sted man kunne slappe af – konstant stigning!

Ca. 1 km før mål faldt vejen over 250 m, hvorefter stigningen igen pludselig bøjede opad med 16%. Det var næsten ikke til at komme i gang igen, men de sidste reserver blev sat ind, og jeg sled mig i mål.

På toppen var der et mindre depot, og da alle var oppe fortsatte turen. Hvis man regnede med, det var slut med stigningerne nu, havde man taget fejl. Heldigvis var konkurrencen overstået, så man kunne finde ind i sit eget tempo. Turen gik op og ned, - over Meltina (1100m) og op til Flaas (1357m) på små veje i tæt skovbevoksning, og enkelte gange så vi stigninger op til 24%. Fra San Genesio gik det ned mod Bolzano.  Hele tiden med ”Masterbil” foran, for at holde tempoet nede, og for at kunne lede hele flokken (600 cyklister fylder ret meget) sikkert ind gennem Bolzano. Når der køres ned ad med reduceret tempo, skal der bremses meget, hvilket bringer temperaturen op på fælg og bremse, og dermed også på dæk og slange. Nedad så og hørte vi da også eksempler på at slangen eksploderede og samtidigt ”skød” dækket af, med styrt til følge. Heldigvis var de vi så, mere morsomme end alvorlige. Karavanen fortsatte til Messecentret, hvor dagens ”pastaparty” var henlagt, og resultatlisten kunne læses. En samlet 11. plads for mit vedkommende (der skulle åbenbart strammes lidt op, hvis jeg skulle i top-10),  og Lotte 3 pladser tilbage.

Den ændrede, og kortere rute, betød også, at vi var hjemme før vi havde regnet med, hvilket gav et par ekstra eftermiddagsfritimer. Vi kunne så nu blot se frem til to hårde etaper efter hinanden, efter fridagen i morgen.

I alt blev det til 84 km og 1824 højdemeter.

Onsdag d. 29. juli

Pausedag i Giro Dolomiti. Løbet kører i 3 dage, holder en pausedag, og kører så 3 dage igen. Sådan har det været hver år, og hvert år har vi brugt ¾ af denne dag i Bolzano. En hyggelig gammel by som helt sikkert er et besøg værd.

Torsdag d. 30. juli

Igen skulle vi ekstra tidligt op. Ikke fordi løbet startede tidligere, men fordi startstedet var flyttet en times (bil)kørsel mod syd. Starten gik fra ”Cavalese” kl. 08.30. Da vi nåede frem, var der faktisk mindre kaos end jeg havde forventet. Arrangørerne havde fundet en plads, som rigeligt rummede alle biler, med gode tilkørselsforhold, og startboksen placeret således, at alle kunne komme til.  

I stedet for Bolzanos 266 m’s højde var vi nu flyttet til 885 m, og skulle i dagens løb helt op i 2047 m.

Konkurrencen skulle køres på ”Passo Manghen”, som er en stigning på 19 km med en højdeforskel på 1447 m. Det var denne tur jeg havde de største forventninger til, og derfor også havde glædet mig mest til. Men først skulle vi lige køre godt 80 km, inden vi nåede der til.

Fra start og de første 8 km faldt det jævnt med 1%, som gav et godt glid i feltet. Vejret fra fremragende og humøret højt. Yderligere 10 km uden problemer, hvorefter vi pludselig mødte en mur. 3 km med op til 12%. Herefter nedad til ”Pergine”, hvor dagens første depot var henlagt. Vi havde nu kørt 2 timer. Videre ind i ”Val Sugana” og igennem ”Levico Terme” til ”Borgo”, hvor der p.g.a. dagens høje temperatur var indlagt et ekstra depot.   Jo – der bliver såmænd passet godt nok på os undervejs.

Nu var vi nået til foden af ”Passo Manghen”, men konkurrencen startede først i ”Telve” ca. 7 km oppe.

19 km – med et gennemsnit på 7,5% de første 14 km, herefter 15% over én km, og de sidste km med 9,9%.  En hård nød i varmen, og jeg så også flere ”gå ned” eller tabe lysten p.g.a. varmen. Det første lange stykke var der en del skov, men solen faldt således, at det var meget vanskeligt at komme til at køre i skygge. Senere tyndede det ud i bevoksningen, så du konstant havde solen lige i nakken. Fra toppen var der god oversigt over de sidste 1500 m, og man kunne tydeligt se, hvor alle led på stigningen. Jeg synes selv jeg havde en god dag, og kørte mig igen ind på en 8. plads, hvilket betød jeg var tilbage i top-10 sammenlagt. Lotte vandt igen sin gruppe, der var endnu 3 deltagere tilbage, men holdt også sin stilling i pige-gruppen totalt.

På toppen var der et lille depot, inden vi blev ledt ned i mindre grupper. Der var kun 20 km tilbage inden dagens etape var slut, og de 15 af dem gik nedad. Blot var de første 5 km på så små, dårlige og stejle veje, at vi blev delt i grupper med ca. 100 mand i hver. Efter de 5 km blev vejen bredere og hældningen ml. 5 og 8%, så der blev kørt pænt stærkt.

Nede i målområdet var der gjort klar til dagens pastaparty, inden vi skulle pakke cyklerne i bilen igen og hjemad. I morgen er det den lange tur som oprindeligt var planlagt til tirsdag.

4. etape endte med at blive 120km og 2342 højdemeter.

Fredag d. 31. juli.

P.g.a ombytningen af tirsdagens og fredagens tur, reddede vi os endnu en tidlig morgen-start.

Med start kl. 07.30 gik det mod ”Sella Ronda”.  Turen som vil jeg ikke være bange for at kalde ”verdens flotteste cykeltur”. Vi har kørt den mange gange (sidst for 8 dage siden), men næsten altid med start i Canazei. Herfra er den 64 km og kan gøres på godt 3 timer. Med start i Bolzano er det en rejse på næsen 160 km, som med depot og pauser tager over 8 timer.

Præcis som altid gik starten, og vi rullede ud af byen. En af specialiteterne ved denne tur er også, at det stiger over de første 60 km, fra 266m i Bolzano til 2121m i ”Passo Gardena. Incl. depotet i ”Selva Gardena” tog denne del af turen godt 4 timer.

Herefter ned til Covarra (1555m) og direkte ind på en 6 km stigning til ”Passo Campolongo” (1875m).  På nedkørslen herfra mødte vi tilfældigt Joachim Jerichow (Bike Italien), hvis cykelarrangementer vi flere gange tidligere har deltaget i, på vej modsat vej med sine gæster. Det blev til en meget kort hilsen på, da vore tanker allerede var ved konkurrencedelen af vores tur, som skulle starte om 3 km i Arabba.

Når du kører ”Sella Ronda” afløser den ene stigning den anden. Ingen flade passager mellem de 4 pas, og således heller ingen, når man kommer ned i Arabba by (1602m) efter ”Passo Campolungo”. Det er rundt om hjørnet, og stigningen starter med det samme. D.v.s at porten, hvor tidtagningen starter, også er sat op midt i byen.

10 km, 32 hårnålesving og en stigning på 637m. En af Dolomitternes smukkeste stigninger. En meget begrænset bevoksning, gør det muligt allerede kort efter starten, at se et langt stykke op ad stigningen, og når du nærmer dig toppen, og kan se passet er ca. 500 m væk i lige linje, har du stadig adskillige sving og 3 km at køre, inden du når op på plateauet, og herfra har en fantastisk udsigt til alle sider. Ikke mindst er synet op til ”Terrazze Dolomiti”, og den store gondol derop, imponerende. Et Rifugie/restauration i 2950m, på kanten af klippen, 700 m højere oppe.

Skyerne var inden opkørslen trukket en smule samme, og lige da vi begyndte at køre op, kom der ca. 3 regndråber. Og selv om skyerne i perioder hang tungt og tæt, så blev det ikke til mere denne dag. Tværtimod var temperaturen yderst behagelig.

På toppen af Pordoi var bilen med vores skiftetøj også placeret. Vi valgte at give os god tid, skifte til tørt tøj og vente lidt med at køre, således at vi ikke skulle køre bag masterbilen nedad. Det kan godt blive lidt for anstrengende at bremse hele tiden.

7 km nedad (til 1600 m) – og 7 km opad, så stod vi i (igen – vi var her også for 8 dg. siden) ”Passo Sella” (2214m). Herfra er der udsyn til Marmolada (Dolomiternes Dronning og den højeste her med 3342m), Gran Vernel, Sasso Lungo og mange flere. En udsigt der ikke kan beskrives.

Herfra var der så blot 10 km ned til Selva Val Gardena, hvor dagens PastaParty ventede. Som sidste år var pladsen foran rådhuset overdækket, og det store køkkenarrangement kørt i stilling. Logistikken med bespisning af 600 mand med 2 retter mad, fungerede hver dag.

Der var stadig små 50 km hjem, men alt sammen nedad. Vejen faldt endnu 1300 m, så tempoet var fint. Alligevel blev det til en dag, hvor vi var undervejs i over 9 timer.

Og havde kørt 158 km og 3435 højdemeter.

Lørdag d. 1. august.

Løbets sidste dag. Desværre var den oprindeligt planlagte etape aflyst p.g.a vejarbejde, hvilket vi allerede var blevet orienteret om ved løbets start for en uge siden.  I stedet var der lagt en tur ind, som gik op til San Genesio,  med start i nord-enden af Bolzano. Turen var kun 68 km, men alligevel 1500 højdemeter.  Vi ville komme til at køre på nogle af de samme veje som mandagens etape, så vi vidste nogenlunde, hvad der ventede os. De 3 tidligere år vi havde deltaget, havde sidste etape altid været lidt lettere og lidt kortere, men ikke i år, snarere tværtimod.

Efter først en flad tur ud mod nordvest, til Andriano, gik turen tilbage til Bolzano, og efter kun 21 km startede konkurrencen. 10 km med konstant 9% - 10% op til, og igennem San Genesio. En flot opkørsel, med god udsigt og et par tunneller. 500 m før mål faldt vejen pludselig, og jeg tror alle havde forventninger til herfra,  at køre nedad i mål, men nej…. de sidste 250 m steg med 16%.  En rigtig ”killer-bakke”. For mange var det umuligt at få gang i benene igen, og på den anden side mållinjen væltede de omkring med kramper, ude af stand til selv at klikke sig ud af pedalerne. Et muntert syn, selv om det selvfølgelig gjorde ondt på de som ”faldt”.

På toppen var der et lille depot, og da alle var oppe, kørte vi igen med ”master” hjem til messecentret, hvor dagens PastaParty blev serveret.

Samtidigt var det endelige resultat nu tilgængeligt. En samlet 9 plads blev det til for mit vedkommende. Ud af de 48 som startede og de 40 der gennemførte i min aldersklasse. Som tidligere nævnt var Lotte eneste i hendes aldersgruppe, der gennemførte, så på den måde igen en førsteplads, som gav både en flaske Champagne og et fint stykke ”Speck” med hjem. Total i pigegruppen blev hun nr. 24 ud af 40, hvilket vel også er OK, når man ved at de øvrige deltog i meget yngre aldersgrupper.

Som de tidligere år var der så lige tid til at komme hjem i bad, inden der igen var kaldt sammen til præmieoverrækkelse.

Jeg synes igen organisationen bag Giro Delle Dolomiti beviste, at de har fuldt ud har styr på al den logistik, der skal til, for at afvikle sådan et løb. 6 etaper, hvor trafikregulering og sikkerhed er i højsæde. 6 etaper, hvor man hver dag har bespist 600 mand med 2 retter mad. Men det er også en imponerende flåde af biler og motorcykler, politi og ”technica scorta”, ambulance og rullende køkken samt mange mennesker, der er i gang hver dag.

Sammenlagt havde vi på ugens 6 etaper været af sted i 41 timer (inkl. spisepauser) – havde ialt kørt 683 km og 13.657 højdemeter. Konkurrencedelen havde udgjort 73,3 km og 5774 højdemeter som jeg havde kørt på i alt 5 timer og 25 minutter.  Til sammenligning kan jeg fortælle at den vindende rytter (alle kategorier) kørte samme distance på 3 tim 52 min., og den langsomste på 9 tim 9 min. Det giver måske et meget godt indtryk af, at det er et rigtigt motionsløb med plads til alle, selv om der køres utroligt stærkt i spidsen. 

Terminen for næste års løb: 1.- 8. August 2010 www.girodolomiti.com

Beretningen fra turen 2008 her

Beretningen fra turen 2007 her

Beretningen fra turen 2006 her