Giro delle Dolomiti 2006

Løbets Logo

 Vi har under tidligere ophold i Dolomitterne stødt på ”Giro-Dolomiti-Karavanen” og via nettet undersøgt mulighederne for at deltage i dette løb. Allerede omkring årsskiftet var vi tilmeldt, og havde glædet os meget til at køre løbet i det område vi kender så godt.

Løbet er bygget op omkring 6 etaper af meget vekslende sværhedsgrad og længde, den længste 170 Km og over 3000 højdemeter og den korteste 98 Km med ca. 500 hundrede højdemeter. Med en mastercar holdes der nogenlunde sammen på feltet, indtil man når frem til en forudbestemt stigning, hvor løbet gives frit og den daglige konkurrence afvikles. Herefter holdes der igen sammen på feltet, som så kører en anden vej hjem. Med elektronisk tidtagning bliver den tid man anvender på konkurrencedistancen brugt til at afgøre ens placering i løbet. Kort sagt, man kører i fornuftigt tempo det meste af ruten, men på et bjerg ”skydes den af”. Længden af konkurrencestrækningen er som regel 12 – 15 Km, med pæne stigninger. Lotte og jeg kunne så køre sammen og have den fælles oplevelse det Hotel Steinmannwaldmeste af turene, og kun over konkurrencestrækningen ikke have kontakt.

Fredag d. 28 juli.

Efter 14 dg ferie i Canazei er vi nu ankommet til Bolzano. Via turistkontoret i centrum fandt vi frem til ”Hotel Steinmannwald”, hvor jeg havde forudbestilt. Steinmannwald er en lille forstad til Bolzano, og hotellet var valgt, da der herfra kun var 2,5 Km til startområdet ved messecentret i Bolzano syd. Krofatter tog imod, og selv om vi var én dag for tidlig ( i forhold til det reserverede), var vort værelse klar, og vi fandt os til rette med cyklerne i garagen o.s.v.

Selvfølgelig spændte på arrangementet der ventede i den kommende uge, men både den lokale ekspedient i sportsforretningen i Bolzano og Raimondo Tassinari, ”en ældre italiensk herre”, som havde fået ny hofte for 6 mdr. siden og kørte i gruppen +66år, som boede på hotellet, og som deltog for 5. gang, garanterede os, at det var et ”ben organizata” program, vi gik i møde.

I morgen skal vi hente numre o.s.v., og søndag starter så selve løbet.

 Lørdag d. 29 juli.

Tilmelding - og ny trøje Tung regn fra morgenstunden, og skyerne hang helt ned af bjergsiderne. Men det var helt iflg. udsigten, som også lover godt vejr de næste par dage. Straks efter morgenmaden kørte vi til Bolzano Messecenter, hvor indskrivningen foregik. Alt var klar til os. Nummer (Bjarke 77 & Lotte 78), en cykeltrøje, chip til elektronisk tidstagning, billetter til forplejningszone osv. Der er altid fyldt med mennesker sådan et sted, og det lugter lidt af cirkushest og savsmuld alt sammen. Man begynder endnu mere at glæde sig til at komme i gang.Sommer i Bolzano

Deltagerne ser ud til at være den samme blanding af ung og gammel og begge køn, som vi tidligere har mødt til sådanne arrangementer. Gruppeinddelingen er gruppe 50 – 57 år for mig, hvilket nok ikke er nogen fordel, men for Lotte hedder det over 55. Spændende, hvad det kan blive til. Men vi kører nu hverken hurtigere eller langsommere af den grund.

Så var det tid at ”dappe” rundt i Bolzano nogle timer, en hyggelig gammel by. Sidst på eftermiddagen gjorde jeg cyklerne klar, og vi kørte lige en tur ind til startstedet ved messecentret for at se, hvor lang tid det tog (15 min). På hotellet er der i øvrigt også mindst én italiener og én østriger, som kører turen – så vi følges nok ad. Morgenmad 06,30 i morgen tidlig. Start kl. 08,00.

1. etape

1. etape. Søndag d. 30 juli.

 

Plan: 107 Km.(som aktuel blev til 98 Km)

Passo Mendola - 1363 m (konkurrence stigning)

Passo Palade - 1512 m

Højdemeter: 1764 m

 

 

Himlen er skyfri, men solen knapt kommet over bjergene endnu. Det ser ud til vejrudsigten holder, så der er ingen grund til ikke at glæde sig til at komme i gang. Værten var stået ekstra tidligt op så vi kunne få morgenmad med friskbagt brød inden vi kørte mod Bolzano kl. 07,15.

Hver dag måtte vi aflevere en lille taske med ekstra/skifte-tøj, som vi fik mulighed for at få fat på ca. midt på ruten. Alt klappede og kl. 08,00 rullede hele feltet stille ud af Bolzanos gader, som endnu var øde denne søndag morgen.

Det samlede deltagerantal var 786, heraf ca. 85 kvinder. Norge har store traditioner i dette løb og var i år også repræsenteret med ikke mindre end 84 mand, hvilket også gav dem forhåbninger om at vinde pokalen for største hold. I det hele taget er den måde de bygger løbet op på en god ide for hold, da der er mulighed for at køre meget sammen. Organisationen omkring løbet lader også til at fungere, med meget politi – både kørende og ved trafikknudepunkter. Således blev feltet dirrigeret gennem lyskryds og rundkørsler uden problemer – alt andet traffik blev holdt tilbage.

Af andre danske mødte vi 5. Claus, 2 x Morten og Erling som kørte fra/for Thrane & Thrane samt Jesper (levede og boede I Uganda, men dansk af oprindelse) som deltog I dette og jeg ved ikke hvor mange andre cykelløb rundt om I Europa gennem sin 6 ugers ferie.  (jeg hører gerne fra jer når/hvis I læser dette).

På denne første dag kørte vi 98 Km og allerede efter 12 Km ankom vi til foden af ”Passo Mendola” som var denne dags konkurrence. Via en chip monteret på cyklen aktiveres tiden og turen er i gang.Klar til start

Her var det 14 Km. Med en højdeforskel på 898 m. De første 6 Km var med ca. 6% stigning. Lidt udglatning og de sidste 3Km med op imod 9%. En fantastisk flot udsigt det meste af vejen. Jeg selv kørte op på 54 min, og Lotte på 1.05 min. Fra målstregen rullede vi 2 Km videre, til skisportsstedet ”Roar”, hvor der var et stort depot med alt hvad dertil hører. Da vi så mente vi havde fået tanket godt op med, hvad der var, kørte vi videre, hvilket senere viste sig var ”forbudt – forbudt”. Men stille og roligt kørte vi ned på den anden side af passet, gennem ”Fondo” og startede opkørslen mod ”Passo Palade”. Hele tiden undrede vi os over, at vi var helt alene. Hverken forude eller bag os, kunne vi se nogle af de andre deltagere, men blev enige om, der i hvert fald måtte være nogle på det næste depot på ”Palade”. Vi havde nu kørt alene i over en time, og i depotet var der meget service – vi var jo de første, viste det sig. Mens vi stod og indtog, hvad depotet bød, kom hele feltet med masterbilen forrest. Ud sprang en dommer og med tegn og fakter på flere sprog gjorde os forklarli,g at vi skulle blive bag fører-bilen, og hvis han tog os i igen at køre foran – ville vi blive noteret. Uha – Uha. Så ind bagved, og der kørte vi så og hyggede os sammen med de andre de sidste 46 Km. At køre nedad i flok med reduceret hastighed, kræver faktisk en del koncentration, men det forløb vel. Ingen uheld, alle kørte meget disciplineret. Næsten 20 Km ned og så 26 Km næsten fladt, inden vi var i målområdet, hvor der var pasta, salat, brød, spareribs og vand.

Resultatlisten fra konkurrencedelen var hængt op og vi kunne læse at jeg var nr. 253 og Lotte nr. 543 hvilket svarede til ca. nr 29 på pigelisten. Listen findes også opdelt i aldersgrupper, dem må vi lige få med i morgen.

5 timer / 98Km / 1764 højdemeter. Udmærket tur uden at vi på nogen måde var udkørt. Turen var forløbet godt, men den sidste tur nedad ”Palade” hvor vi kørte meget tæt bag masterbilen var ikke sjov. Fingre og skuldre godt stive af alt den bremsen. Iøvrigt måtte vi ofte korrigere opfattelsen af vi kom fra Schweitz, p.g.a. vort tøj.

5 Km hjem til hotellet, hvor der var kolde øl på terrassen.

2. etape

2. etape. Mandag 31. Juli.

Plan: 148 Km (som aktuel blev til 179 Km)

Passo Pinai - 1437 m

Passo Gardena - 1566 m

Passo Erbe - 2004 m (konkurrencestigning)

Højdemeter: 3508

 

 

 

Italienerne er ikke så præcise som vi. Klar 15 min før start.!

 

Mandag var i forvejen den dag med det længste program, men med ændringerne p.g.a. vejarbejder var den blevet endnu længere. 176 Km i stedet for 148 og yderligere et antal højdemeter. Starttidspunktet var sat til kl. 07,30, hvilket betød, at vi cyklede fra hotellet kl. 06,45 for at nå at aflevere vores taske med skiftetøjet.

Chippen læses ind inden start.

Inden starten skal man registreres, hvilket betyder man går gennem en sluse, hvor chippen bliver aflæst. Vi var klar til tiden, men vi er i Italien og køen ved slusen var stadig lang, og mange, som ventede der, skulle først derefter aflevere deres skiftetøj til transporten – så med ca. 20 min forsinkelse kom vi af sted. Morgentågen endnu ikke brændt afTuren gik mod øst og ind i det område, vi netop havde afholdt vor ferie i, så vi kom næsten på hjemmebane. Morgenhimlen havde været meget truende, men solen brændte skyerne af, efterhånden som vi kom fremad og opad. Fra Bolzano (266moh) gik turen først mod ”Scilar” massivet, til Castelorotto (1060 moh), over ”Passo Pinai” (1437m) og videre ned til Ortisei (1234 moh). Så en lang (22Km) stigning til Val Gardena (1566 moh) og videre op i ”Passo Gardena (2121 moh). Så kom belønningen for at køre opad. 28 Km nedad. Gennem Covarra til La Villa – her skal lige bemærkes, at gennem byerne er alt politi ude for at holde trafikken tilbage, så vi drøner lige igennem. Masterbilen holdt et fint tempo, så i dag var der ingen problemer nedad. Vi drønede nedad og feltet var trukket mange Km langt.

Morgentåger før CastelrottoDet gode vejr på vej

 

 

 

Ud af Castelrotto,

 

 

 

Efter La Villa nærmede dagens konkurrence sig. Efter 89 Km og allerede 2200 kørte højdemeter var der tidtagning op til ”Passo Erbe”.  16 Km med 1077 m højdeforskel. Incl. en nedkørsel midtvejs. De sidste 6 Km med gennemsnit på 10%. For mit vedkommende var det et spørgsmål om 1t03min og for Lotte 1t16min. Havde vejret været godt til nu, skiftede det pludselig under de sidste 6 Km, som det jo kan i bjerge. En heftig byge sørgede for, vi alle blev gennemblødt, men når det nu skulle være, var det godt, det var på vej opad, og vi satte stor pris på den taske med tørt tøj, der lå og ventede oppe på toppen.Ned mod Ortisei fra Castelrotte

Heroppe var der også et kraftig udvidet depot. Spaghetti, kalkunbryst, karotter, salat og brød, vand og cola. Samtidigt var solen igen brudt igennem, og kunne opvarme os igen. Til sidst får solen magtenMens vi spiste havde arrangørerne sendt et stort hold på vej hjemad. Og da vi kort efter var klar, spurgte vi, om vi ikke også selv kunne finde ned i stedet for at vente endnu ½ time på næste hold. Accepten blev givet, men samtidig blev vi også læst og foreskrevet, at grunden til de kørte samlet var, at de havde politiescorte, læger/ambulancer, rullende værksted osv. Så det var på eget ansvar. Vi fik herefter en forrygende god nedkørsel. På de første 25Km var der en højdeforskel på næsten 1500 m, men der var stadig 75 Km hjem. Vejen var lagt lidt om, så en del gik på temmelig befærdet vej. Ved at køre solo havde vi holdt en lidt højere hastighed end den store gruppe, der var sendt af sted, hvilket betød, at vi nåede dem  ved indkørslen til Bolzano, og dermed fik fordelen af politiafspæringer/escorte – og dermed havde fortrin for al anden trafik gennem byen ud til start/slut området ved Messecentret.

10 timer og 26 min havde vi været af sted. 179,2 Km og 3508 højdemeter.

Og så lige omkring resultattavlen for at se om der var noget, der havde ændret sig.

Lotte i dag nr 432 total – 17 i pigegruppen og stadig nr. 1 i aldersgruppen

Bjarke i dag nr 217 total og fra nr. 24 til nr. 17 i aldersgruppen.

Efter sådan en dag er det jo herligt at vide, man blot skal hjem på hotellet i bad og efter en kold øl på terrassen, ned til et veldækket bord med 3 retter mad. Når vi cykler sådan en uge gider vi ikke tænke på andet end os selv og cyklen. Resten må vi betale os fra.

3. etape - Stelvio  

3. etape. Tirsdag 1. August.

Plan: 64,5 Km (som aktuel blev til 52,5 Km)

Stelvio - 2758 m (konkurrencestigning)

Højdemeter: 1845 m

 

Regn - lige indtil starten gik

 

Etapen i dag havde start 75 Km fra Bolzano, så det var med bil fra Hotellet kl. 07.00. Dagens etape var intet mindre en Stelviopasset på tid. Vi har tidligere kørt dette, Europas højest farbare pas, 2 gange, men denne gang var det på tid. 27 Km med en stigning på 1845 m. Passet ligger helt op imod den Schweiziske grænse og planen var at køre retur gennem Schweiz, hvorfor vi skulle have passet med.  Hele det store cirkus med tidtagning, forplejning, bagageaflevering m.m. var stillet op i den lille by ”Prato” som denne dag sikkert havde fordoblet sit indbyggertal, og kl. 09.00 ”Italiensk tid” (d.v.s. 09.20) gik starten.  27 Km.- 48 hårnålesving - gennemsnitsstigning på 7,5% med det stejleste til sidst. Vi har som sagt prøvet den før, men som konkurrence skal man lige tænke sig om, hvorledes man lægger ud på så lang en tur. I dag var vejret også en udfordring. Da vi kørte fra Bolzano kørte vi op mod tunge mørke skyer, og de sidste 25 Km inden Prato regnede det. Det fortsatte det med indtil vi havde pakket cyklener ud, hvor opklaring og lidt blå himmel viste sig. Alligevel troede vi ikke rigtigt på, at det holdt og havde regnjakken i baglommen. Det blev alligevel så rigeligt varmt, så de løse ærmer og ben måtte rulles ned. En rigtig flot opkørsel blev det. Med solen skinnende det meste af tiden og rester af de tunge skyer, malerisk klistret fast rundt omkring på de høje tinder og stejle skråninger.

Vejbelægningen var god, og de mange cyklister havde formået at kalde indbyggerne fra de 2 små byer man kørere igennem, Trafoi og Gomagoi, på gaden.

Stelvio er en oplevelse, - og når man ca. halvvejs oppe kører ud af skoven og faktisk på én gang kan overskue de sidste10 Km sno sig op ad bjerget, bliver man lidt overvældet. (da jeg ikke tager billeder når vi kører konkurrence, kan jeg kun anbefale at se tidligere beskrivelser og billeder Stelvio el Trans Alp).Tøj på igen - det varme

På forhånd havde jeg leget lidt med tanken om at køre under 2 timer, hvilket lige nøjagtigt holdt stik. 1t59min.Fuldstændig våd af sved var det hurtigt hen til ”tøjtransporten” som havde fundet det mest vindblæste sted på toppen. I Depot2758 m højde, 16ºC og god vind er det koldt med numsen bar på en klippekant så omklædningen var lynhurtig og heldigvis havde vi pakket det varme tøj.

 

Efter at havde skiftet gik jeg til målstregen for at afvente Lotte, som i det samme (23 min senere) rullede over stregen. Jeg havde det varme tøj med, så et hurtigt skift og til depotet for at kaste alt drikkeligt og spiseligt i hovedet (på alle depoter kunne vi vælge ml. vand, energidrik, cola, the, bananer, æbler, tørret frugt, brød, skinke, parmesan, tærte).

 

Trætte cykler

På grund af vejret havde arrangørerne valgt at ændre ruten, så vi ikke skulle køre den anden vej ned (gennem Schweiz), men blot kørte samme vej ned igen. Det betød også at dagens tur blev ca.10 Km kortere end forventet. Men det var nedad – så det var lige meget.Dagens pasta party - netop i tørvejr

 

Nedturen gik meget forsigtig da konkurrencen endnu ikke var afsluttet og en del cyklister stadig var på vej op. Nede i målområdet var dagens pasta-party organiseret, og vi nåede nøjagtigt at spise færdig, og undervejs til bilen begyndte det igen at øs-regne. Herefter 75 Km hjem til Bolzno igen, hvor resultatet allerede var formidlet.Champagne mens tøjet tørrer

 

 

 

 

Lotte stadig nr 1 i ”Lady-gruppen”. Forspringet efterhånden adskillige minutter.

Bjarke nr, 14 i aldersgruppen og nr. 210 total.

I dag blev den kolde øl byttet ud med Champagne - det er vel fridag i morgen. ??

 

Onsdag d. 2 August.

Fridag - der spilles "Sequense"

En af de gode ting ved dette løb er en hviledag – midtvejs. Men løbet har i år 30 års jubilæum, og måske af den årsag har man arrangeret et ”lillle” løb, som dels er frivillig at deltage i og som heller ikke tæller med i den samlede stilling. Ca. 75 deltog – resten valgte at holde en fridag og lade op til den foholdsvis store tur, der var på planen til i morgen. Selv nød vi eftermiddagssolen ved at cykle en tur rundt i Bolzano, som faktisk er en hyggelig gammel by.

Desværre var vejudsigten ikke for god til i morgen, hvor turens hårdeste tur er planlagt.

 

 4 Etape - desværre ændret drastisk

 

4.etape. Torsdag d. 3 August.

Plan: 112 Km (som aktuel blev 24 Km)

Fedaia - 2057 m (blev konkurrencestigning)

Passo Giau - 2233 m aflyst p.g.a. vejrforhold

Passo Falzarego - 2105 - aflyst p.g.a. vejrforhold

Passo Pordoi - 2239 m aflyst p.g.a. vejrforhold

Højdemeter: 570 m ( planen var 3103 m)

 

 

Foran skøjtehallen i CanazeiOm meterologer er bedre i denne del af verden end dem vi kender ved jeg ikke, men i hvert fald blev de værste forudsigelser opfyldt. Da vi slog skodderne fra kl. 06,00 var det blot for at kigge direkte ind i en sky, der pøsede vand ud og lignede én, der ville blive ved med det, det meste af dagen.  Nu skulle dagens start være i Canazei, hvilket ligger 75 Km herfra og 1200 m højere – så der kunne være en chance. !!!! Men nej!!!! En time og et kvarter senere i Canazei var vejrsituationen uændret. Planen for dagen var 108 Km og ca 3400 højdemeter. En tur der ville være særdeles svær at klæde sig på til, også selvom vi midtvejs ville få mulighed for at skifte tøj. Temperaturen i startområdet var 9ºC, og højere oppe kunne vi forvente noget lavere.

Vi havde kørt turen 14 dage tidligere og vidste at allerede efter første stigning (Fedaia/2037m) ville der være en meget lang, stejl og derfor hurtig nedkørsel, som ville være meget farlig i dette vejr. Det var derfor meget velkomment for alle at tur-ledelsen traf beslutning om at ændre dagens tur til udelukkende at køre dagens første stigning, hvor konkurrencen også blev afholdt, for derefter blot at vende cyklen og køre retur til start. Alle "danske" samlet i tørvejr inden starten

Regnen var vedholdende og mens start-målområde med den elektroniske tidtagning blev installeret det rigtige sted, var der flere der benyttede chancen for at komme lidt i tørvejr i skøjtehallens cafeteria, som lagde faciliteter til denne dag. Mange valgte også slet ikke at stille op på grund af vejret. Vi havde fået det varme tøj med, så ingen problemer her.

 

Konkurrencen blev sat i gang kl. 10,00 med start i Penia lige uden for Canazei (1465m ) og gik over 13 Km fil ”Passo Fedaia” i 2067 m. Opkørslen til passet er ikke specielt svært og der blev generelt kørt meget stærkt. De sidste 2,5Km er helt fladt, så der var mulighed for en slutspurt. Hele vejen kørte du mere el. mindre inde i skyerne og det høvlede ned. Da vi nåede op, var temperaturen her  kun 6ºC.

Fedaiapasset er normalt et meget smukt pas, med en meget synlig gletcher på toppen af Marmolada, områdets højeste bjerg (3343m), og en smaragd-grøn opdæmmet sø. Denne dag var der nok ikke mange, der så nogen af delene. Gletchen var endvidere næsten skjult af skyerne og uden sol var der ikke det samme farvespil i søen.

Lotte stabiliserede sin 1. plads ”Lady-klassen” med ca. 5 min – kørte på 44 min

Bjarke kørte på 38 min, hvilket var en plads som 190, som sikkert igen giver en forbedring i den samlede placering.

Umiddelbart eftert målet var passeret fik jeg en kop varm the i hver hånd, og da det var drukket, var det hurtigt de 13 Km ned igen – til tørt tøj – cyklen pakkes hurtigt ned i bilen – og varmeblæseren på max. Kort efter var Lotte også nede og kunne skifte til tørt – og få lidt varme i bilen.Løbets Logo

Den oprindelige tur var forventet slut kl. ca. 1600, hvor vi så skulle have det daglige ”Pasta Party”, Men allerede da vi kom ned fra bjerget, tilbage til skøjtehallen, var forplejningsholdet klar med pasta m/tomat kød og ærter, cola og vand, så alle kunne få lidt fyldt på depoterne inden de 75 Km i bil hjem til Bolzano igen.

De 2 dage hvor starten havde været uden for Bolzano, nemlig h.h.v. ved Stelvio og i Canazei var der mulighed for at tilmelde sig bustransport, men vi valgte at køre selv.

Vel hjemme i Bolzano begyndte en hvis opklaring i vejret, som vi forventer holder til i morgen. Der skal vi næsten i samme område igen, men cykle derind til en lille 6,5 km 20% stigning !!!!

 

5. etape

 

5. etape. Fredag d. 4 August.

Plan: 112 Km (som aktuel blev til 145 Km)

Passo S. Lugano - 1097m

Gardeccia - 1948 m (konkurrencestigning 20%)

Passo Costalunga - 1745m

Passo Nigra 1688 m

Højdemeter: 2605 m

 

 

Vejret havde i løbet af natten raset ud med torden og lyn, og morgenen var tør, men overskyet. De første 20 Km af turen var forholdsvis flad, hvorefter vi skulle ind i bjergene, som betød, at vi over de næste 20 Km skulle op i små 1000 m højde. Masterbilen holdt fint tempo og så snart det begyndte at gå opad, blev feltet trukket langt ud. Gennem ”Ora” over dagens første pas – ”Passo S. Lugano” (”kun” 1097 m) og videre til ”Predazzo”, hvorefter vi kørte ind i ”Val de Fassa”. Herinde var luften endnu tung og fugtig og vejene knapt tørre efter de sidste regnskyl, men hele dagen holdt tør for os. Vejen op gennem ”Val de Fassa” er normalt på denne årstid meget trafikeret, men igen var politiet og den gruppe af motorcykler ”Scorta Tecnica” som fulgte løbet, på plads og fik reguleret, så vi ikke mærkede så meget.

Lotte i mål på GardecciaTuren op igennem dalen stiger jævnt, og da vi nåede frem til dagens konkurrence, havde vi allerede været undervejs i 4 timer. ”Gardeccia”, som stigningen hedder, har sit udgangspunkt lige nord for ”Pozza”, og går op til et meget populært ski og vandreområde, måske bedre kendt som ”Rosengarten” (vi har haft nogle af vore allerbedste vandreture i dette område). Turens hårdeste stigning. 6,5 Km, med en højdeforskel på 648 m. Ikke så lang, men på de sidste 3 Km er der flere steder imod 20% stigning, hvilket flere måtte sande – og var nede på klamperne. I beskrivelsen var det fortalt at kun hvis man var bjergged skulle man forvente en placering denne dag, og I modsat fald skulle man koncentrere sig om ikke ayt gøre skaden for stor. !!! Den starter lige på og hårdt med 1500 m med 10%, herefter flader den lidt ud gennem den lille by ”Monzon” for at vende tilbage med fornyet styrke. Trafikreguleringen heroppe er ikke noget problem, da vejen efter den lille by ikke er åbent for almindelig trafik. Kun små busser, som bringer turister op til området, må færdes her.

H.h.v. 31- og 37 min. kørte vi op på, som igen var en 16.- og en 1. plads i vore grupper. Lotte udbygger stille og roligt sit forspring. Igen var hun 6 min hurtigere end nr 2 i gruppen.

Pasta Party undervejsDen oprindelige plan, som betød ”Pasta party” på toppen af ”Gardeccia” havde arrangørene ændret til vi skulle køre tilbage til sportshallen i ”Pozza”, hvor der ville være bedre plads. Sikkert meget fornuftigt, når man tænker på, de så slap for at transportere et helt køkken, telte o.s.v. derop. Og selv om der var forholdsvis god plads deroppe fylder adskillige hundrede cyklister også temmelig meget.

Så selv om udsigten heroppe i sagn-kongen ”Laurins” land (Torri del Vajolet) er meget smukkere, var det nok godt for logistikken. På turen ned mødte vi de sidste på vej op, hvoraf en stor del var til fods.

Så er der serveretSkulle man anke lidt over arrangørernes planlægning, var det måske de lange køer ved den daglige bespisning. ½ time er ikke unormalt, hvilket ikke lige er det man har lyst til, når man har cyklet 4 timer – og efterfølgende skal cykle 4 igen. Men i køen el. på landevejen – det er hyggelige mennesker, man er omgivet af, så det går.

Hejmturen gik over ”Passo Costalungo” (1745 m) og ”Passo Nigra” (1685 m) hvilket vi havde glædet os til. Vi havde ved tidligere lejlighed cyklet ”den anden vej”, og vidste det ville blive en meget smuk tur.

Inden de 10 Km op til ”Passo Costalungo” valgte vi en kort pause for at komme af med noget af tøjet (det er varmt op’ad) og skulle også regulere lidt på den for høje ”væske”-tilstand. Det betød vi røg bagud af feltet og ned blandt de mange biler, som kørte efter feltet opad. Det betød disel-os og irriterende zig-zag kørsel over mange Km. Først på toppen nåede vi op til de bageste.

Herfra kørte vi nogle få hundede meter nedad inden det igen steg ganske svagt mod ”Passo Nigra”, som fra denne side ikke virker som noget egentlig pas. Næsten 6 Km nogenlunde fladt, inden den til tider endog meget stejle nedkørsel starter.  30 Km nedad, kun midtvejs afbrudt af 3 Km, hvor der skal trædes lidt rundt. Meget flotte udsigter, med de lodrette bjergsider som Dolomitterne er kendt for bagude, og bløde grønne skråninger foran sig. Ca. halvvejs nede var vi helt oppe ved hovedfeltet igen, hvilket passede fint for at køre med den store gruppe med eskorte gennem Bolzano by.

                           Husk lige og stop og nyd udsigten       

En god, men lang dag var forbi. 9 timer 4 min havde vi været af sted. 145 Km og 2605 højdemeter.

Så har man virkelig fortjent en kold øl på terrassen.

 

6. etape

 

6. og sidste etape. Lørdag d. 5 August.

Plan: 86 Km (som aktuel blev til 98 Km)

Cornaiano - 450 m (konkurrencestigning)

Højdemeter: 693 m

 

Klar til start - sidste dag.

Etapen i dag var ikke så lang. Kun 87 Km. stod der i programmet så tøjtransporten var sløjfet. Vejret var fint - ½skyet så det betød ikke noget. Etapen var forholdsvis flad med kun selve konkurrencestykket, en stigning over 3 Km med gennemsnitsstigning på 6,24%, som begyndte ca. 6½ Km efter start som virkelig udfordring.  En så kort stigning appelerer lidt til sprintertyperne, hvilket man mærkede lige fra start. Der var godt gang i feltet og kamp om placeringerne inden starten. Turen startede sydvest ud af Bolzano og dagen ville bringe os gennem ”Sydtyrols Weinstrasse”. Ved opkørslen til den lille by ”Cornaiano” var tidtagningsudstyret sat op, og straks vi kørte under portalen, eksploderede feltet opad i en 3 Km spurt. Nu skal man ikke lade sig snyde af grafikken på oversigtskortet. 6% er alligevel lidt stejlt, så larmen fra mit pulsur fortalte mig, at det ikke kunne fortsætte. Så – eget tempo – kontrol over pulsen – op skal vi nok komme !Vinen endnu ikke moden

Turen op fik vi h.h.v. 9min15 og 10min32 til at gå med.

Oppe sænkede freden sig over feltet og vi kørte stille og roligt gennem vinmarker  til det første depot.

Resten af turen gik på h.h.v. vest og østbred af floden Adige. Først mod syd hvor turen gik gennem det store vinområde, med flot udsigt over Kalterer See og de mange slotte der er i området. Stemningen i feltet var lidt mere løssluppet som den sidste dag i ”Tour de France”. Nu var konkurrencen forbi, vi skulle blot hjem, og selvfølgelig have en god tur her den sidste dag. I hvert fald var humøret højere, bl.a. så vi enkelte champagneflasker i stedet for den normale drikkedunk,

                 Sidste konkurrence slut                         Weinstrasse   

Efter 55 Km var vi i Trento, hvor det sidste depot var. Jeg tror nu mere depotet var lagt her for at samle feltet inden de sidste 40 Km, inden hjemkørslen her en lørdag midt på dagen med meget trafik i byerne. Det gav samtidigt også indtryk af, atder var mange mennesker langs ruten, hvilket var meget hyggeligt i dag. Hjemme igen ved start/slut-området var der Pasta-party for sidste gang.

                 Måske et "på gensyn" næste år                         Nogle af de mange følgebiler, motorcykler, officials....

4tim40min havde turen varet. 98 Km blev det til og 693 højdemeter - selv om ruteprofilen var "flad".

 Nu var der et par timer til kl. 16,00 hvor den officielle præmieoverrækkelse ville finde sted, hvilket gav os tid til at køre hjem på hotellet, bade og skifte tøj og komme tilbage. Med Lotte på en 1.-plads i sin gruppe var vi jo nødt til at deltage.

Lady-klassenHer som under hele ugens forløb skete alt på italiens og tysk, og det var en lidt langsommelig affære, men Lotte fik sin hyldest og som alle gruppevindere 1 Kg. Parmesan, 1½Kg speck og en flaske champagne. Sammenlagt var sluttiden over de 6 etaper 1t20min bedre end nr. 2.

Endelig var vi også med til at hylde nordmændene som med et hold på 84 deltagere fik pokalen som det største. Faktisk var der 3 norske hold og i alt 118 nordmænd med på turen, så man klarede sig helt godt med sproget, når man kørte i feltet.

 

Sammenlagt på de 6 etaper havde vi kørt 596,3 Km, hvilket i alt havde taget 34t10min. I alt i højdemeter havde vi kørt 10966 m, som var lidt mindre end den oprindelige plan. Mest p.g.a. af, at etapen på 4.dagen var stærkt reduceret p.g.a. vejret. Vinderen af Lady-klassen

På konkurrencedelen, som var de 6 stigninger, var vi noteret for en samlet tid på:

Lotte - 6t16min27sec som jo gav hende en 1. plads i Lady-gruppen (+55år) men nok så flot en 18. plads på den samlede kvindeliste.

Bjarke – 5t16min47sec, hvilket gav en 16 plads i aldersgruppen og en 175. plads i totalklassementet, hvor der var 376 der gennemførte alle 6 etaper.

 

Alt i alt havde vi haft en rigtig god tur, som helt sikkert giver lyst til gentagelse. Organisationen omkring løbet fungerer godt, og når vi lige ser bort fra første etape, hvor jeg tror alle var lidt kede af især den sidste nedkørsel, hvor der blev kørt så langsomt, at alle havde krampe i fingre og arme af at bremse, er der mange roser til afviklingen. Selve den måde hvorpå løbet bliver afviklet kan måske anbefales til grupper, som har rigeligt tid til at køre sammen uden for meget stress, og tid til at opleve turen,men alligevel få et godt konkurrencemoment i det samlede løb.

 

Og så tilbage til hotel Steinmannwald, som vi sagtens kan anbefale for ophold her i området. Endnu en enkelt overnatning inden det på søndag går hjem til Danmark. Men først måtte endnu en flaske champagne lade livet. Nu var der jo noget at fejre. !!

Skribenten i arbejde