En uge i Val di Non, Italien – m/Bike Italien. Uge 35 2007.

 

Stella delle AlpiEfterhånden har vi jo gennem årene tilbragt mange cykel-uger i det italienske, og ofte er det jo sådan at et par uger efter man er kommet hjem og benene har hvilet lidt, føler man sig i god form, og får stor lyst til at tage af sted igen. I år fik jeg faktisk den mulighed, med lidt ”overgemt” ferie der skulle holdes nu.

Ugen efter vor sommerferie tog jeg pr. mail kontakt til Bike Italien og Joachim Jerichow for at høre om muligheden for at deltage i hans tur allerede 14 dg. senere. Turen havde udgangspunkt i Kastrup lufthavn og med den ekstra tid det ville tage at komme hertil samt den ekstra pris på storebæltsbroen, slog jeg det i først omgang ud af hovedet.  Men hurtigt vendte Joachim tilbage med en løsning der tog udgangspunk i Hamburg lufthavn og en prisreduktion, da det var billigere at flyve herfra. ”Detto fatto” som de siger i Italien, og d. 25 August kl. 01,30 startede jeg bilen, for 2 timer og 45 min. senere at holde i Hamburg lufthavn. Flyet havde planmæssig afgang og lidt før kl. 09,00 stod jeg i Malpensa, Milano, hvor alle deltagere skulle afhentes. Cyklerne samles

Joachim mente jeg nok skulle kende ham p.g.a. hans højde – og jo tak – de +2 meter, skiller sig lidt ud i en lufthavn fyldt med små italienere.

Herefter skulle vi vente lidt på den resterende del af selskabet, som udover mig bestod af 3 andre danske som kom fra Kastrup og 11 amerikanere, 8 fra NY og 3 fra Boston. Flyene var nogenlunde planmæssige, Ankomst til hotelletmen at få 11 cykelkufferter gennem told og ”security” tager sin tid i Italien. Så inden bilerne var læsset og de 320km til hotel ”Stella delle Alpi” i Ronzone var tilbagelagt var klokken alligevel blevet over 17,00, og den sidste bil med cyklerne ankom først 18,45.Joachim informerer

Efter transport er det altid godt at få cyklen pakket ud og se at den er intakt, og den del var afsluttet inden kl. 19,30 hvorefter vi gik til spisning.  En pastaret og derefter kanin - det lover godt for ugen.

De fleste havde været oppe i mange timer, men inden vi kunne se dyner ville Joachim gerne give en kort briefing om planerne for de kommende dage.

 

Søndag d. 26. AugustHotellet

Efter en god nats søvn var det jo herligt at vågne op til en dag med høj sol. Planen var start kl. 09,30 og en af Joachims venner, – en hvis  Mauritzio Fondriest, (verdensmester i 1988 samt vinder og topplaceringer i en hel del andre world-cup-løb gennem årene) mødte op, sammen med sin koneKlar til 1. etape. Ornella og et par af hans andre venner, for at være guide for os.. Fondriest bor privat 20 Km fra hotellet, hvor han stadig har sin cykelforretning som han driver, når han ikke er involveret i udvikling og salg af de cykler som stadig bærer hans navn. I øvrigt kendte nogle af amerikanerne  Fondriest i forvejen fra en lignende tur for 2 år siden

De 11 amerikanere var virkelig hyggelige fyre, som det heldigvis skulle vise sig at være rart at ”være på tur med”, men deres respekt for dagens planlagte starttidspunkt kunne være på et meget lille sted. Denne søndag kom vi afsted kl 10,20, og 50 minutter er altså irriterende længe at vente, når man selv er klar. Bl.a. nåede jeg lige at cykle en tur rundt om hotellet en ekstra gang d.v.s. 5,6 km med 125 højdemeter og en lille stigning på 11%. Lago di Giustina

Men vi kom afsted. En fin tur uden alt for mange hårde strabadser. Rundt i Val di Non på små snoedeLago di Giustina veje, og ingen kunne være i tvivl om, at dette var æbleindustriens højsæde. Rundt om den meget smukke sø Lago di Giustina med nogle utrolige udsigtspunkter, forbi byen Cles, hvor Fondriest i øvrigt bor og forlod os for dagen.  Herfra videre syd om søen og 20 km tilbage - op til Ronzone. 20 km som stiger små 500 m. I alt en tur på godt 67 km med 1145 højdemeter. En passende rolig tur at lægge ud med.  Desværre ”gik” der et eger i mit baghjul 5 Km før vi var helt hjemme, men med bremsen slået helt fra kunne det skæve hjul lige nøjagtig køre rundt.  Vi var hjemme på hotellet igen lidt før kl. 14,00 hvor hotellet ventede med frokost.

Mauritzio "får lov" af kigge på defekten.Et defekt hjul er ikke lige sagen på en cykel-ferie, så noget måtte gøres. Med Joachims mellemkomst lykkedes det at få fat i Fondriest igen og heldigvis havde han et hjul jeg måtte låne mens han reparerede mit. Heldigvis var aftalen at han skulle komme op til hotellet igen om aftenen for at spise sammen med os, så jeg var kørende allerede fra næste morgen.

Aftensmaden blev indtaget sammen med alle hotellets gæster i hotellets have, og at man i Italien virkelig elsker og hylder sine gamle  mestre, fik vi et bevis på da familien Fondriest ankom, og hotellets vært straks greb mikrofonen og forkyndte hvem der nu ankom. Dette bevirkede at mange af hotellets gæster skulle have autografer og fotograferes sammen med ham. Maurizio var helt klart vant til alt virakken og tog det ganske roligt og gav alle tid og et ord med på vejen.

Aftensmaden var risotto samt polenta med en oksekødsstuvning. Mauritzio, Ornella og deres lille søn på 3 spiser med.

Rute 26 august

 

 

 

 

 

 

 Passo Palade

Mandag d. 27. august

Efter et solidt morgenmåltid var planen at starte kl. 09,00 på turen som populært hed ”Rundt om Sydtyrol”. Og med "kun" godt 20 min. forsinkelse kom vi afsted mod nord. Startende med opkørslen til Passo Palade. 12 km med knap 500 m højdeforskel. Under vejs op kom vi forbi et område med det specielle navnNedkørslen fra Palade ”Unsere Liebere frau im Walde Senale”. Matteo, søn af hotelværten og daglig chauffør af vor service- og følgebil, fortalte at ”Unsere Liebere Frau”  var hende ”deroppe” – en helgen.  Opsamling på toppen – i 1518m – inden de 20 Km nedkørsel til Merano. En nedkørsel som burde have været en fornøjelse, men som vist gav de fleste af os et chok. Vejbelægningen var fin, men der var 3 korte tunneller hvori belægningen var brosten, som lå alt andet end plant.Nedkørslen fra Palade Jeg røg ind i den første tunnel med godt 50 km/t, og troede min ferie endte her. Heldigvis slap vi alle igennem. En enkelt deltager havde en dobbelt punktering, men for alle en meget ubehagelig oplevelse.  I Lana lige udenfor Merano samlede vi igen op og var en lille tur på café. Selv om vi kun var 14 begyndte behovet for at køre i flere grupper nu at vise sig, hvis ikke der skulle ventes for meget. Op ad bjerget var der naturligt stor spredning, men der var også et par endog meget forsigtige nedkørere. Vi kørte nu fladt tilbage mod Bolzano, hvor Fondriests lokalkendskab skulle komme os til gode. På små veje, i perioder så små at det var grusvej, gennem æble og vinmarker for til sidst at ende i den lille by S. Michele ved foden af Passo Mendola.  Et kort ophold i byens centrum ved det gamle springvand, hvor nogen blev kølet af og alle fik fyldt flaskerne inden turen op til det legendariske ”Passo delle Mendola”

Paul bliver kølet af              Torvet i St Michele

Fondriest og Hosam på vej ud af S. Michele

Passet har mange gange været på Lago Caldaro skimtes fra Mendolaopstigningen”Giroens” tur. Ikke fordi det er specielt spektakulært, men klassisk og smukt.  14 Km med konstant stigning på omkring 6-7%, og specielt den sidste halvdel med mange gode udsyn, bl.a. oven den smukke sø Lago di Caldaro.

Fra toppen af Mendola var der 8 km hjem til hotellet - og nedad hele vejen, men også mulighed for at fortsætte op på Mt. Penegal. 4 km der stiger fra 1363m til 1737m. Gennemsnitlig stigning på 11% - max ca. 20%. Nu er det jo ikke hver dag man kommer forbi her og får den mulighed, så det måtte prøves. Mærkværdigvis var jeg den eneste der syntes det. Men på den anden side var der så heller ingen der så, jeg midtvejs var nødt til at stå af for Mt. Penegalat komme mig over en alvorlig krampe.

Heldigvis var jeg igen kørende og var nået næsten helt op, da følgebilen med et par af de andre, der gerne ville se ”toppen”, passerede mig. Turen op var i skov og uden udsyn, men alligevel en fantastisk tur og udsigten fra toppen var helt enorm.Cykelsmed og verdensmester Herefter samme vej ned, og videre direkte retur til hotellet.

Turen for mit vedkommende blev på 86,5 km og 2065 hdm., og vi var afsted i 5 tim 50 min. –og efter en kølig pilsner og et varmt bad – var der frokost.   Jo – turen var skam med helpension.

Der var stadig en del af eftermiddagen tilbage, så vi kørte (i bil) til Fondriest’s butik i Cles. Ruten 27 august

 

Nogle havde større problemer med deres cykel end jeg, bl.a. havde Ari (en af Amerikanerne) oplevet sin cykel vibrere fuldstændig ukontrolleret, og var lovet hjælp af verdensmesteren.

Lidt indkøb blev det vel også til. Hvem vil ikke gerne have et sæt tøj med verdensmesterens navn – nu når man har ”kørt sammen” ??

 

 Tirsdag d. 28 august.

Dagen for ugens længste etape. Rundt om Dolomiti Brenta med start kl. 09,00. Vejrudsigten var lidt mere broget end de andre dage, så der blev fyldt rigeligt med tøj i tasken til følgebilen. Lidt forvirring omkring starten.Vi var kommet til "æblernes land" Hvor var alle henne? Nogle var kørt ud at kalibrere cykelcomputer, og andre var kørt efter dem, så med ca. 25 min forsinkelse kørte vi ud ad byen mod syd ad to forskellige veje. Dels for at møde Fondriest som aftalt, og dels for at samle de ”bortkomne” op på vej ned. Efter nogle Km var vi alle samlet igen, og så gik det hastigt nedad på bred vej med god asfalt. Ca. 27 Km indtil vi drejede fra mod turens første stigning op til byen Andalo. 14 Km med en højde forskel på godt 700 m. Vejret var stadigt fint med temperaturer op til 29 grader. En fin tur med god udsyn mod Brenta-massivet, som endte på torvet midt i Andalo. Her oplevede vi igen at Fondriest blev genkendt og måtte stille op til fotografering og autografer. En opgave han klarede med et smil, samtidigt med han betjente telefonen som jeg tror er groet fast i hans højre hånd.

Fra Andalo gik det nedad og farten blev hurtigt sat op. Efter nogle få Km passerede vi søen Lago Molveno som ligger meget flot op imod Brenta-massivet. Herfra videre nedad, hvor vi kom til en tunnel der var lavet en cykelsti udenom. De første 10 mand når ikke at se det og røg lige gennem tunnellen. Fondriest som kørte bagerst + 3 af amerikanerne nåede at komme af på cykelvejen, og sakker ”til deres held” lidt bagud. Vejret er samtidigt trukket lidt sammen og et stykke længere fremme kørte vi direkte ind i et voldsomt regnvejr. Vi kunne tydeligt se det inden vi nåede det. Det lignede et vandfald vi kørte ind under. I løbet af et sekund var vi gennemblødte og samtidigt faldt temperaturen fra 29 til 17 grader. Vandet sejlede nedad vejen og vi var nødsaget til at søge tilflugt  i rabatten og ringe efter følgebilen med det ekstra tøj.

Da vi havde fået skiftet var den værste stormflod ovre og vi vovede at fortsætte langsomt nedad, og 10 min senere drejede vi fra mod Stenico. Opklaring var undervejs og vejen var allerede begyndt at tørre ind igen. Samtidig kom Fondriest og de 3 amerikanere op til os igen. De var ikke engang blevet våde ??? 8 fra USA - Mauritsio og jeg Fondrienst havde set regnen komme og under det lille skybrud, havde de været på café og nydt en cappuccino !!,

I samlet flok kørte vi nu videre ad små men utroligt smukke veje omkring slotte og langs søen ”Ponte Pia” – alt sammen indrammet i klippevægge og høje bjergtinder. Lidt støvregn ind imellem og temperaturen stadig ikke over 20 grader, men alligevel en god oplevelse. Videre op gennem ”Val Rendena” på små veje og cykelstier. Igen kom Fondriest’s lokalkendskab os til gode. Ingen tøven eller pauser - bare fremad mod byen Carisolo, hvor vi skulle spise frokost.Vi havde nu også været i gang i fem timer, så sulten var så småt begyndt at melde sig. Fra ”Carisolo” kørte vi 4 km ind i ”Val Genova”, til ”Cascata Nardis”, et meget smukt vandfald (130 m højde), som hver dag trækker masser af turister til stedet. Desværre var vi p.g.a vejret, nødt til at sidde Fondriest og undertegnede i tunnellen ved Madonnaindenfor til en let frokost. Brød, forskellige skinker og pølse, lækkert - og nærmest at sammenligne med det spanske ”tapaz”.

Efter ca. en times tid var vi på cyklen igen og tilbage i ”Carisolo”, som også var starten på opkørslen til Madonna di Campiglio. Carisolo ligger i 808 m højde Madonna di Campiglio i ca. 1500 m, men stigningen fortsætter 4 km efter Madonna tilGruppen på Campo Carlo Magno Passet ”Campo Carlo Magno” i 1681 m.  Det var rart at komme i gang igen, og få lidt varme arbejdet ind i kroppen. Nu var det tørt, men solen gemte sig bag skyerne og temperaturen var ikke over 20 grader.  Ind imellem fik man et imponerende glimt af de højeste toppe – ”Cima Tosa” (3173 m) og ”Cima Brenta” (3150 m). Hurtigt er vi spredt over hele stigningen og ankommer enkeltvis til tunnellen, som fører biler uden om byen (og som tidligere tidligere har givet mig en dårlig oplevelse i forbindelse med Tour Trans Alp, men det er en anden historie). – Nedkørsel fra Madonna

Opsamling og i samlet flok ind gennem byen og det sidste lille stykke op til passet.  Herfra var det nedad hele vejen til næste stop som skulle være i Fondriest’s butik i Cles. Først 15 Km som gik pænt hurtigt hvorefter de næste 20  fladede lidt ud. Men Km-tælleren viste små 160 Km da vi landede i Cles. Fondriest's cyklebutikFondriest havde nu kørt  med os i tre dage. Det havde været en stor oplevelse og en fornøjelse. En utrolig sympatisk fyr – en gammel mester uden nykker, som stadig kan træde pedalerne og ikke har glemt sine fan’s. Desværre kunne han ikke deltage mere p.g.a arbejde, men ville godt sige farvel til os ved at servere en snack og lidt at drikke.

 Samtidigt kunne jeg så få mit eget reparerede hjul igen, og for lige at prøve om det virkede cyklede jeg også de sidste 20 Km hjem til Ronzone. Det var kun 20 Km med 500 højdemeter og jeg nåede det næsten inden det blev mørkt, og ankom ikke så længe efter de andre som først skulle have cyklerne pakket ned i traileren.Fondriest's butik

10 timer og 45 min havde Ruten 28. augustjeg været af sted, incl. pauser.  177Km  og 3030 hdm.

 

 

 

 

 

 

 

 

 Onsdag d. 29. august.

Skyerne hang lavt, og jeg tror alle var indstillet på en dag uden cykel.  Heldigvis stod der fridag på programmet.

Om aftenen skulle vi i operaen i Verona, og som aktivitet for dagen havde Joachim foreslået forskelligt, hvor vi alle nok valgte den mest afslappede og uforpligtende. Det blev en kort spadseretur ad en lidt speciel rute, med udgangspunkt nær byen ”Sanzeno”. Først gik vi gennem æbleplantager for derefter langs en snæver kløft ad en gammel aquaduct hugget ind I den lodrette klippevæg ca. 70 m over et lille vandløb. Målet var det gamle valfartssted, San Romedio, Bestående af seks små kirker bygget side om side bygget højt på en klippe. Ind imellem faldt regnen, og bekræftede blot at vi havde gjort det rette valg, at lade cyklen stå. 

  Turen til San RomedioKlosteret San RomedioVinkælderen  i Corte Aleardi, Verona

Efter frokosten tilbage på hotellet mødtes vi så igen for at køre til – først vinsmagning på en vingård I Valipolicella nær Verona og derefter operaen i Verona.  På vingården ”Corte Aleardi” blev vi modtaget af ”datteren” som fortalte noget om vin og noget om vingården og det familieforetagende det var. Til sidst blev der mulighed for at smage (bl.a. en rigtig god Amarone) og købe.

Dernæst hastede vi mod Verona, hvor vi skulle i operaen. Igen blev tiden lidt presset, så mødetidspunktet 10 min. før, foran operaen var der ingen, der nåede, på det tidspunkt sad alle og spiste pizza et el. andet sted. Men alle nåede ind til tiden og fik nogle udmærkede pladser i den 2000 år gamle Arena. Forestillingen var Nabucco (på dansk Nebudkanezar). Alle havde fået stearinlys udleveret, hvilket gav en helt speciel stemning, men selv om stemningen var god og oplevelsen ved at være der stor, er 4 timer med opera altså lige i overkanten, så da jeg havde hørt ”Fangernes Kor” i 3 akt. dryssede jeg lige så stille ud i byen igen og ned mod vort aftalte mødested. Flere havde fået samme ide og i løbet af kort tid var vi klar til de par timer det tog at køre hjem igen.

Arenaen i Veronas centrumStemningsfuldt med stearinlysTo unge fyre til opera

 

 Torsdag d. 30 august.

Skyerne hang lavtDa vi var kommet sent i seng var starten på dages tur udskudt til kl. 10,00, men da vi stod op var vejret lige nøjagtigt så dårligt som vejrudsigten havde sagt. Det regnede, og skyerne hang helt nede over byen. Planen for de næste 2 dage var ellers en rundtur, hvor vi skulle bevæge os  over til Val Badia, overnatte der, og køre hjem den efterfølgende dag. En udfordrende tur der ville bringe os over nogle af Dolomitternes mest spektakulære pas.

Joachim var begynd at planlægge alternativer, som f.eks. at køre i bil ca. halvdelen af turen og så se hvorledes vejret ville udvikle sig, men da det allerede ved 10-tiden var begyndt med en opklaring, meddelte jeg at ville køre turen. Søren og Torsten – de to andre danske deltagere ville køre med og vi regnede med at køre sammenDer skulle Lago Caldaro være. ?. Efterhånden som tiden gik blev opklaringen bedre, og flere og flere fik mod på at cykle med, men skulle lige pakke først. Sådan gik det til at klokken blev næsten 12 inden vi kom af sted. Til gengæld kørte vi så alle med.

Forude lå 120 Km og nok det der skulle vise sig at blive turens hårdeste etape. Først de 8 Km til toppen af ”Mendola”, hvor vi skulle møde Roberto. En fyr som Joachim kendte og som skulle guide os gennem Bolzano og rigtigt ind på det første bjerg som ville være "Passo Erbe". På turen ned fra Mendola var udsigten ganske forandret fra den anden dag vi havde kørt op. Tåge og lavt hængende skyer, men imponerende flot på en ny måde.Roberto leder os uden om Bolzano Bolzano krydsede vi i den nordlige ende af byen og Roberto førte os ind på en cykelvej som gik nordpå næsten parallelt med motorvejen forbi ”Ponte Gardena”, hvor vi fik lov at sidde indenfor i en café og spise vore medbragte (i følgebilen) sandwichs mod at vi købte drikkevarerne der. Derefter ind igennem gågaden i Chiusa inden vi drejede fra mod øst og fandt vejen mod ”Passo delle Erbe”.

De første 10 Km var stigningen meget beskedne 100 m. Men herefter blev det enSøren & Ben på vej op ad Erbe ganske anden alvorlig sag. 20 Km hvor stigningen nogle gange var over 12%, men over lange stræk lå omkring 6–8 %. Hele vejen op fulgtes jeg med Søren. Vi fandt en god rytme, og det kørte bare. Roberto og et par af amerikanerne var langt foran (troede vi) men pludselig kom de op til os bagfra. De var kørt forkert, og var vendt om for at komme på rette vej igen. (Det skulle senere vise sig de ikke var de eneste der var på vildspor). Lige omkring trægrænsen gik det nedad et par Km, for de sidste 3 Km igen at stige ret konstant 7-8%.

Fra passet overvældedess man af det imponerende syn af områdets højeste punkt. ”Sass di Putia” – 2875 m. Fra caféen hvor vi tidligere havde spist sandwich og til toppen var der 36 Km, Ron lige før toppen af Erbemen det havde taget over 2 timer. På toppen (2006 m) søgte vi indendørs for at få en espresso at styrke os lidt på.

Aftalen var at vi skulle samles mindst 10 mand inden vi søgte nedad. Vi manglede stadig næsten 30 Km inden vi nåede La Villa som var målet for dagen. De 17 gik nedad, men resten ville være jævnt stigende 3-4%, og da de fleste var ved at være tappet for kræfter kunne det godt blive en sej tur. Vi forsøgte at holde lidt sammen nedad så Søren glad for at være oppeingen ville komme til at køre det sidste stykke alene, og efter samling i bunden efter ”Erbe” kørte vi i samlet flok op gennem Val Badia mod La Villa og Hotel Diana, som var dagens mål.

De sidste Km var hårde, men i alt blev det også til 121,5 Km og 2605 højdemeter. Dagen igennem havde vi haft 2 følgebiler, hvilket havde været en rigtig god ide med så megetMig selv - på toppen - af Erbe spredning på flokken. Matteo kørte som sædvanligt den ene, mens Sørens kone Ulrike (som ikke cyklede, men normalt trak i vandrestøvlerne når vi andre fandt cyklen) kørte den anden. Næsten 7½ time havde vi været afsted. Og med den sene start betød det klokken var 19,15 da vi ankom. Et hurtigt bad – og ned og fylde depoter. Vi skulle have min livret    ”Mad”.

Efter middagen havde Joachim lavet en aftale med Maria Canins en af Italiens største idrætspersonligheder. Hun fortalte lidt om sit liv, hvor hun havde erhvervet verdensmesterskaber i flere forskellige sportsgrene. 2 gange vinder af kvindernes Tour de France, verdensmester i cykling 1988, (samme år som Fondriest) 14 gang Italiensk mester i langrend,Hotel Diana i La VillaBesøg af Maria Canins og vinder af det legendariske ”Vasa-løb” (skiløb) i Sverige. Efterfølgende besvarede hun spørgsmål og gav den enkle formel på sin succes - at når hun konkurrerede drak hun ikke så meget vin, men spiste til gengæld dobbelt portion morgenmad. !! En imponerende kvinde. !

 Ruten 30 august

 

 

 

 

 

 

 Fredag d. 31 august.

Søren og Bill lige før toppen af PordoiVejret var på vej den rigtige vej igen. Sol og blå himmel - lige som man kunne ønske sig til dagens program. Fire bjergpas. Samtidigt bevægede vi os ind på det jeg næsten vil kalde min hjemmebane. Når jeg ser tilbage på denne sommer, var det vist femte gang jeg skulle over ”Passo Pordoi” og ”Passo Sella”, men da det samtidigt, efter min mening, er de smukkeste pas i Dolomitterne, gør jeg det med glæde.

Helt symptomatisk trak det lidt ud med at få alle gjort cykelklar, og klokken blev lidt fremskreden inden vi fik alle ud af starthullerne. Turen startede opad med det samme. Fra ”La Villa” til ”Frokost på PordoiCorvara” og videre op ad den snoede vej og det første pas ”Campolungo”. På vejen op kører man med ”Sella-massivet” på sin højre hånd og skimter de højere bjerge i horisonten. Fra ”Campolongo” (1875 m) er der en kort hurtig nedkørsel på god vej til ”Arabba”. Godt nede i byen starter man med det samme opad, 9 km til ”Passo Pordoi”.  

”Pordoi” er og bliver noget specielt. Man cykler op i 2239 m og er langt over trægrænsen. Den sidste halvdel af turen kan man se helt op i passet og som regel også en masse cyklister der gør nøjagtigt samme tur. Oppe i passet er der også altid en masse liv. Motorcyklister der nyder en cappuccino på fortovsrestaurationerne, vanderer der starter eller slutter turen her, turister der skalPasso Sella have gondolen op til ”Terrazza Dolomiti”, restaurationen på kanten af klippen over os i 2950 m højde eller blot fotograferes foran statuen man har rejst her, til ære for Fausto Coppi, én af de største italienske cykelryttere fra 50’erne. Selvfølgelig skulle vi også foreviges her og straks efter gik turen ind på en restauration til Gullasch-suppe, sandwich el. hvad man nu fandt på frokosten skulle bestå af denne dag.

Turen skulle herefter gå videre gennem Canazei, som betød en rigtig god nedkørsel på ca . 12 Km, men vi var seks der gerne ville have ”Passo Sella” med, nu når vi alligevel var her. Det betød først 6 km ned og så 6 km op igen, for så herfra at køre samme vej ned igen til byen. Vi der gjorde det, blev belønnet med den pragtfulde udsigt der er herfra. Helt tæt inde under ”Sasso Lungo” og med vejr som i dag – helt klart udsyn til ”Marmolada”, Dolomitternes Dronning, som rejser sig over 3300 m og hele året rundt er beklædt med is.  Fra toppen af  ”Passo Sella” var der nu 22 Km nedad.Søren og Joachim op ad Costalunga Først de 12 Km til Canazei, hvor vi lige var omkring torvet i centrum og få frisk kildevand i flaskerne, og videre ud gennem ”Campetillo” til ”Vigo”, hvor vi drejede fra mod ”Passo Costalunga”. Passet er ikke blandt de hårdeste at cykle, men vi var jo et stykke bagud fra de som ikke havde været med på ”Sella” så vi kørte godt til. Passet flader pænt ud til sidst, men vi nåede ikke de andre før toppen, hvor de lå rundt om på græsset og nød vejret og udsigten til ”Catinaccio”, det mest sagnomspundne klippeparti i Dolomitterne, også kaldet ”Rosengarden”. Cola og kaffe på terrassen inden vi i små grupper kørte ned mod Bolzano.

Alle var varskoet om, at på vejen ned skulle de holde øje med ”Lago di Carrezza”, en safirblå sø som er en af egnes mest populære seværdigheder, men jeg tror det gik så godt nedad for de fleste, at de blot fik et kort blik ud af øjenkrogen. 30 Km herlig nedkørselCostalunga med Centinatico i baggrunden. Og jo tættere man kommer Bolzano, desto mere får man indtryk af at køre i en kløft, hvor klippesiderne rejser sig lodret på begge sider af én. Kort før Bolzano var der opsamling, hvor Roberto igen tog over og skulle lede alle til den anden side af byen, hvorfra alle ifølge planen ville blive fraget i bil over ”Passo delle Mendola” hjem til hotellet.

Jeg havde dog et andet lille privat ærinde i en lille by syd for Bolzano. For tre uger siden havde Lotte og jeg været i området for at køre ”Giro delle Dolomiti” og vi havde i den periode boet i ”Laives”, en lille by lidt syd for Bolzano. Her havde vi glemt en lille saddeltaske med værktøj som jeg ville køre ud for at hente. Turen ville betyde ca. 40 km mere og så skulle jeg alene køre over ”Mendola” til slut. På hotellet var de meget forundret over pludselig at se mig. De fortalte mig de havde fundet tasken, men at den var blevet væk igen, så skønne spildte kræfter. Fra ”Laives” gik det så igen lidt længere sydpå inden jeg kunne komme over motorvejen og floden ”Isaco”.  På kortet kunne jeg se at vejen gik forbi ”Lago di Caldaro” og byen ”Caldaro” inden stigningen op til ”Mendola” begyndte, og jeg havde en forventning om at det stort set ville være fladt dertil. Så det var lidt ”træls” da jeg midt på det flade land stødte ind i ”Kreither Sattel”. Den Ruten 31 augustvar kun 2 Km lang, men den steg altså med 12%. Men herefter var der så kun ”Mendola” tilbage.  Den letteste vej op var gennem ”Caldaro”, som jeg desværre forpassede og nåede til ”Pianizza di Sotto”, hvilket betød at Mendola-opkørslen ialt blev 20 Km.  Midtvejs blev jeg lidt bange for måske at løbe tør for energi, så jeg holdt ind og tankede på med en cola og en sandwich. Der var ingen krise, men jeg må da nok indrømme ,jeg nåede at blive lidt træt inden jeg nåede helt op. Men herfra kunne der så rulles ned til hotellet, som jeg nåede samtidigt med det blev mørkt. 9½ time havde jeg været af sted. 153,8 Km og 3305 hdm.  En herlig dag, men aftensmaden glædede jeg mig til, og den føltes også fortjent.

 

 

Lørdag d. 1. september.

Lørdag var flyttedag. Vi var færdige i Ronzone og skulle gøre os klar til at komme til Piacensa for at deltage i ”Granfondo Colnago” om Søndagen.  Cyklerne blev igen pakket i kufferterne og snart var alle igen på vej i de to gamle Ford Transit.Ristorante "Re Desiderio" i Sirmione Joachim ville gerne give os en ekstra Italiensk oplevelse, hvorfor frokosten var lagt i den meget idylliske (men også turistede) by Sirmione,  ved Gardasøen.  At køre 2 biler med anhænger tæt på byporten i Sirmione, finde en parkeringsplads, læsse 15 mand ud for derefter finde en restauration, hvor vi kan sidde sammen og spise og komme af sted igen inden for et par timer, og det alt sammen i højsæssonen med turister, lyder som lidt af en vanvittig ide, men det lykkedes, og jeg tror også alle nåede at købe en is bagefter – men vi fik ikke set meget af byen. Endnu et par timer i bilen og vi var i Piacenza og kørte direkte til startområdet i udkanten af byen.Agriturismo "Battibue" Alle indskrivningsformaliteter havde Joachim klaret i forvejen, så det var bare at hente nummeret, chippen og diverse, og så lige en tur rundt og indånde atmosfæren og se på alt, hvad der var udstillet.

Så var det bare videre til vort nye hotel.  ”Battibue” et forholdsvis nyombygget ”agri-turismo” lidt ude på landet i Fiorenzuola, 20 Km fra Piacensa.  I første omgang var planen, at vi skulle cykle ind til start, men da vi hurtigt kunne regne ud, at turen ville tag lige så lang tid som at samle cyklerne, enedes vi om at bringe cyklerne med i kufferten, og så samle dem derinde på parkeringspladsen.

 

 

Søndag d. 2 September.

Der samles cyklerAlt klappede til tiden denne morgen. Vi var inde på pladsen ca. kl. 08,00 og cyklerne samlet før kl. 09,00. Starten skulle gå kl. 09,30, så der var fint med tid, - eller var der ? Da vi kort efter kom frem til startområdet, var vi næsten de sidste, der indfandt sig. D.v.s. at ca. 2500 ryttere stod foran os, hvilket betød, at da startskuddet lød, gik der endnu næsten 10 min., inden vi kørte over start-linien, hvilket igen betød, at de første mange Km betød uendelig mange overhalinger. Vi havde aftalt at forsøge at holde lidt sammen det første nogenlunde flade stykke, og da jeg var den med den mest iøjnefaldende trøje, skulle alle prøve at holde øje med mig. Det er svært med så mange mennesker, Klar til startmen jeg tror vi kørte inden for forholdsvis kort afstand, for af og til fik vi nogle Km ”side by side”.

Efter ca. 36 Km startede balladen. De næste 10 Km var én lang stigning, og lagde ud med 1700 m  med 11%. Herefter et lang stykke med 5-6% for igen at spidse lidt til med 12-13% nær toppen. Landskabet var helt anderledes end det vi havde forladt i ”Ronzone”. Når man kiggede ud så man store bølgende, frodige grønne bakker, men blot synes jeg stigninger føltes lige så hårde som oppe i de rigtige bjerge.Så er det lige før - vi skal bare forbi !!!! Vi havde startet i 60 m højde i ”Piacenza” og havde nu bevæget os op i 778 m. De næste 17 Km gik nedad til ”Perino”, hvor beslutninge om man ville køre ”Gran Fondo” (160 Km) eller ”Fondo” (125 Km) skulle træffes. Min cykel trak lidt til højre, hvilket betød jeg røg ud på de 160. Det betød også, at jeg de næste 18 Km ville køre opad til turens højeste punkt – ”Passo S.ta.Barbera” (1126 m)- en stigning på 910 højdemeter, hvilket ikke lyder så slemt, men der var 2 mindre nedkørsler på vej op, som også skulle lægges til. Èn time og 18 min senere kørte jeg over toppen, hvor det midt på stod et rædsel af en statue. Fik lidt væske og energi og startede på Et rædsel af en statue16 Km nedad til punktet, hvor vi igen mødte dem på 125 Km turen. På turen opover havde det været lidt tyndt med deltagere, så det var rart igen at få nogle at køre sammen med og komme det sidste stykke hjem i mål. Først skulle vi lige over ”Passo Cerro” som er 10Km med moderat stigning. Først nær toppen giver den et knæk og kommer helt op på 12%. Herfra var det næsten nedad hele vejen. Der kom endnu en meget kort men heftig stigning (1,5Km med 12%). Den var næsten uden sving men på det sene tidspunkt i løbet (128 Km) tog den alligevel luften fra nogle. Herefter gik det med vild fart ned mod mål. Vi var vel ca. 10 mand, og alle kneb blev brugt for at holde høj hastighed.Højdekurve Granfondo ColnagoKunne man hænge lidt på en knallert gjorde man også det.

5 tim 57 min for 160 Km 2565 hdm, - og så dejlig træt efter en fantastisk tur. Resultatliste ?? Jo-jo, på den lange tur rakte det til nr. 270 ud af 388 fuldførte og i min aldersklasse (+56) nr. 14 ud af 28.

Og så var der et velfortjent pasta-party. Party var der ikke så meget af, for jeg var den eneste i selskabet, der havde valgt den lange, så jeg slugte min pasta og forsøgte finde de andre som allerede var klar til at tage hjem på hotellet.

Efter-dagens-tur-øl

Den traditionelle ”slut på dagens tur-øl” var lidt større end normalt, da vi sad på gårdspladsen og repeterede dagens hændelser.

Og så begyndte hjemrejseforberedelserne. Torsten, Søren og Ulrike var allerede klar til afgang. Deres fly til Kastrup var Søndag aften. De 11 Amerikanere og jeg (som skulle til Hamburg) fik en nat mere, og lidt længere tid til at fejre det hele.

 

 

Mandag 3. september

Trafikken omkring Milano er ikke nem at forudberegne. Joachim havde regnet med 2 timer, som burde være rigeligt, men det tog næsten 2½, som betød at jeg kun kom med ved at spurte gennem afgangshallen, snyde mig uden om køerne i security og løbe direkte til gaten. Kufferten/Cyklen kom ikke med – men Joachim sørgede for den blev sendt med lastbil, så 4 dage efter var også den hjemme.  Da jeg nåede Hamburg lufthavn var der selvfølgelig ingen strøm på bilen, men det klarede et par P-vagter - - og 4 "bajere".

 

På tur med Bike-Italien.

Dette var mit første kendskab til Joachim Jerichow og Bike-Italien, og vist også en af Joachims første arrangementer. Mine forventninger til turen er fuldt indfriet. Jeg ved deltagernes indstilling er vigtig for at lave en god tur, og med amerikanernes, Torstens, Sørens og Ulrikes mellemkomst blev det en kanon tur. Men det fungerer jo kun når forberedelserne er i orden. Joachims indstilling er at ”det skal være i orden” og man kan mærke han arbejder for det.  

 

Tak til alle for en god oplevelse. !

Flere billeder fra turen på Picasa: Mine egne, Poul's, Bill's, Robert's, David's og Joachim's

Turens hjemmeside: www.bikeitalien.com