Giro delle Dolomiti 2007

 

   Lørdag d. 28. juli.

Vi bevægede os nu mod den 3. og sidste uge af vores ferie. Efter en lille uge i Schweiz og en uge i Canazei - havde vi hovedet fuld af rigtig gode oplevelser, men glædede os allivel meget til hvad den kommende uge, og dette års "Giro delle Dolomiti" ville bringe. Vi havde en fornemmelse efter også at have kørt løbet sidste år, så det var måske lige så meget de store forventninger til det, vi vidste ville komme.Hotel Steinmanwald Det er en fantastisk oplevelse at få lov til, flere dage i træk, at køre sammen med flere hundrede mennesker med samme passion, i dette område vi begge synes er noget af det smukkeste der findes.

I år havde vi endvidere den glæde, at vi igen skulle dele en cykle-uge med Alice & Frank, som vi første gang mødte en påske i Toscana for snart mange år siden.

Canazei - Bolzano er en køretur på ca. én time, så ca. kl. 11,00 rullede vi ind på parkeringspladsen på Steinmannwald i Laives lige syd for Bolzano. IndskrivningVi havde boet her sidste år og var meget godt tilfreds, og så lå det centralt for start/mål på "Giro'ens" etaper.

Vi var ventet, så indkvarteringen var hurtigt overstået, så vi kunne komme videre ind til Messecentret som var løbets hovedkontor hvor der var indskrivning og udlevering af nummer m.m. Selve tilmeldingen var sket hjemmefra, så det var blot en formssag at få sin "pose" udleveret.

Vi var om morgenen kørt fra Canazei´s friske bjergluft (1465 m) ned til Bolzano's lidt mere trykkende varme (260 m) og fik samtidigt feriens første regndråber. Men udsigten til de kommende dage var heldigvis igen fin.Bolzano i regnvejr

 

 

Så var der tid til lidt sightseeing en regnvejrsdag i Bolzano og komme hjem på hotellet og gøre cyklen klar til i morgen.

 

Løbets logo

Lidt om "Giro delle Dolomiti"

 

Turen, som i år blev kørt for 31. gang, varierer fra år til år, men går altid over nogle af Europas allersmukkeste bjergpas. Det strækker sig over 6 dage og altså 6 etaper, med en enkelt hviledag midt i. Totalt var planen for i år at køre 684 Km, passere over 15 bjergpas som ialt gav 13065 højdemeter. Lidt uvejr midt på ugen klippede dog en enkelt bjergtop af.  Distancen på de enkelte ture er fra 80 - 150 km, og på en af de hårdeste dage runder man som regel 3500 højdemeter.

Turen eskorteres hver dag, meget proffesionelt, af en kortege af biler og motorcykler som afspærrer og leder hele feltet sikkert gennem de traffikerede områder/byer. Af de 2 - 3 bjergpas som hver dag køres, vælges en enkelt stigning, som regel 12 - 15 km som konkurrencestignng.  Hele feltet hænger nogenlunde sammen i én stor gruppe (en form for masterstart) det meste af dagen, men på konkurrencestigningen får den fuld gas. Med elektronisk tidstagning bliver tiden over distancen målt, som afgør placeringen. Der konkurreres i flere aldersgrupper og efter køn. Undervejs på dagens etaper er der fuld forplejnng med fine depoter med alt hvad hjertet begærer.

Turen næste år (2008) er allerede annonceret. Fra den 28. juli til d. 3. august, Bl.a. Stelvio (Europas højeste bjergpas m/48 hårnålesving), Timmelsjoch, Passo Pordoi, Passo Sella, Passo Gardena og mange mange flere at de kendte pas, er med i denne 32. udgave af løbet.  www.girodolomiti.com

 

1. etape - plan

Søndag d. 29 juli.

Plan 98,5km som blev til 83,5km

Stigninger:  Meltina     1076m (konkurrencestigning).

                    Avelengo  1290mLige før starten

Højdemeter: 1504m

 

 

 

 

Herligt at stå op til en næsten helt blå himmel. Vejrudsigten var fin, men det kunne trække sammen hen over dagen, men det er jo betingelsen når man opholder sig i bjergegne. Vi var afsted i god tid så vi kunne få afleveret den taske vi havde pakket, med tørt- og ekstra tøj til dagen. Hver dag møder vi, ca. midtvejs, denne servicebil og får mulighed for at få skiftet tøj eller få fat i andre fornødenheder man selv medbringer.

Alice og Frank var måske endnu mere spændte for at se hvad det var vi "havde lokket dem med til".  Men præcis kl. 08,00 trillede de 702 ryttere, heraf 64 piger, ud af området ved Messecentret, - ud på turens første etape. Så er vi igang....

 

Turens første dag er altid speciel. Måske lidt mere spænding og nervøsitet, selv om vi alle er motionister. Men vi skal lige vende os til at køre i så stor en flok og hele tiden have et øje på hver en finger. Så måske var det meget godt ruten blev ændret uden nogen vidste det. Planen var 30 km nogenlunde fladt inden konkurrencestigningen, men allerde eft. 15 km - så var den der.  Bang - 9,5 km som steg 828 m. Stigningsprocenten var ca. 10% hele vejen, så en pæn hård mundfuld. Jeg var rimeligt tilfreds med mine 44 minutter, men forskellen på deltagerne er altså stor. Efter 1. dags konkurrenceDen hurtigste, som senere vandt hele løbet kørte op på godt 30 minutter og den langsomste på 1 tim 28 minutter.  På toppen var der depot inde vi begav os ud på de resterende 55 km.

 

 

Undervejs på dagens rute mødte vi 4 andre danske. Lotte og jeg blev "genkendt" og vi fik "skylden" for de deltog i dette løb. De havde læst min beretning fra sidste år.  Ricki og Martin fra Brande Motion og Niels-Ove og Lars fra Le Pedaleur De Charme. Selvfølgelig mødte vi dem undervejs - hver dag, og jeg tror og håber da også de havde en god tur.

 

Lidt senere var der endnu en overraskelse på dagens tur. Et ekstra depot, som var lidft mærkværdigt p.g.a. den korte distance. Men det var sikkert for at få samling på feltet inden vi skulle ledes tilbage - ind igennem Bolzano's trafik, hjem til messecentret. Spise-køen

 

Kl. godt 13,00 var vi hjemme i målområdet hvor kokkene ventede med dagens pasta-party, og så var der jo stadig en hel eftermiddag at slappe af i. Resultatet at dagens anstrengelser var at jeg netop holdt mig i den bedste halvdel i min aldersklasse (der var 56 der fuldførte) og Lotte var efter dagens etape nr. 3. Der var kun 13 sekunder til 2. pladsen og lige så lidt op til nr. ét, så muligheden for at gentage successen med at vinde sin klasse fra sidste år, var måske opnåelig.1. etape

 

 

Første etape var vel overstået og vejret havde holdt tørt unden hele etapen, men henunder aften åbnedes sluserne for et rigtigt kraftigt regnvejr, men stadigvæk forholdsvis høje temperaturer. Selv om værelserne er air-conditionerede tør vi ikke have det kørende hele natten, af frygt for forkølelser, og i den fugtige varme kan det være svært at få en god nats søvn.

 

 

 

 

Mandag d. 30 juli.

Plan: 93,4km - blev til 95,5km

Stigninger:    Pietralba: 1520m (konkurrence)I mål på 2. etape

                       Zipperle:  1500m

Højdemeter: 2115

 

 

 

 

Starten var allerede kl. 07,30 så vi skulle lidt tidligere op, og allerede kl. 06.20 var der morgenmad. Vejudsigten var ikke så god, men det skulle vise sig faktisk at blive en rigtig flot dag. Og når temparaturen ind imellem, i læ på en bjerghylde, sneg sig op på 38°C kan man ikke klage. Jeg gør det i hvert tilfælde ikke, da det passer mig glimrende.

Turen startede ud forbi vort hotel i Laives og videre til Ora. D.v.s. de første 20 km var helt flade. Herfra mod vest - ind i bjergene. De første 10 Km var med hovedvejen - stigning ca. 7%. Mastervognen holder på de flade stykker ca. 30 km i timen, hvilket er fint for at holde sammen på gruppen, men lige så snart den bevæger sig ind på en stigning, er der meget stor spredning. Herfra kørte vi så ind på mindre veje og kort efter startede konkurrencedelen. 13,2 km med 772 m stigning op til "Pietralba". En lille by som er mest kendt for også at rumme egnens vigtigste kloster. De første 5 km var med ml. 9 og 10% stigning. Midt på var der så et stykke hvor det faktisk var fladt, hvilket betød man fandt sammen i små grupper og jagtede afsted med stor hastighed, for til sidst, godt forpustet, at løbe ind i de sidste 4 km hvor stigningen igen var ca. 6%. Jeg havde fornøjelsen at køre det meste af strækningen med en stor stærk nordmand, som vejer 102 kg. Han kørte imponerende opad trods sin vægt, og så havde han enda kræfter til en sput og "sætte" mig til sidst.

Vejen endte på en stor parkeringsplads, og der var kun den samme vej ned igen. Her i 1520 m højde havde vi igen glæde af løbets glimrende depoter, inden vi begav os videre af mange små snørklede veje, og igennem mindre bebyggelser, hvor mange lokale folk var fremme i det gode vejr for at se kortegen med de mange hundrede cyklister komme forbi.

Ud af de sidste 20 km, fra San Valentino til Prato Isarco, inden vi igen ramte Bolzano, var de første 10 km en temmelig heftig nedkørsel. Desværre var jeg her vidne til et grimt styrt. Med god fart nedad, var der foran mig en rytter som passerede fra venstre side af vejen til højre, hvilket er helt utilgiveligt når vi kører så tæt nedad med pæn hastighed. Hans forhjul ramte også en forankørendes baghjul med styrt til følge, hvilket tog et par ekstra mand med ned. En enkel blev liggende, men mindre end 30 sekunder senere var der officials, som over radioen kunne kalde læge og ambulance. Vi hørte han var sluppet med en brækket arm, men det kunne være gået meget værere.Pasta-party

Den sidste del af turen, tilbage til messecentret til dagens "pasta-party" foløb heldigvis helt uden yderligere komplikationer.

 

2. etape

 

 

 

 

 

 

 

 

3.etape

 

Tirsdag d. 31. juli.

Plan: 154km - blev til 161,5

Stigninger: Passo Gardena        2121m

                    Passo Campolongo 1875m

                    Passo Pordoi            2239m

                    Passo Sella               2240m

Højdemeter: 3450m

 

Vi havde store forventninger til denne dag. Dagens rute var i det område vi faktisk kalder vores hjemmebane. I Dolomitterne kan man finde cykelruter efter ethvers smag og behov. Men dagens tur Lotte - Frank - Alice.er ubetinget den smukkeste cykeltur der findes overhovedet - "Sella Ronda".  Vi har efterhånden cyklet den så mange gange, jeg ikke har tal på det, men stadig facineres man, og glæder sig til næste gang.  Med udgangspunkt I Bolzano er det en forholdsvis lang tur, så igen startede vi tidligt, kl. 07,30. Vejret så ud til igen at ville arte sig fra sin pæne side, så det kunne kun blive en rigtig god dag.

 

Fra Bolzano (266m) går det kun opad. De første 30 km dog forholdsvis begrænset indtil vi nåede "Ponte Gardena" (470m). Herfra så videre til "Val Gardena" (eft. 44 km - 1566m ) hvor det første depot var, og videre til "Passo Gardena" i 2121m højde. Når man kører op i Passo Gardena fra denne side er der et forholdsvis langt fladt stykke inden man kører det sidste stykke op i selve passet. Og der er her god tid til at nyde udsigten til de fantastisk smukke tinder der omkranser én. Bjerge som vi de sidste par år også har haft mulghed for at klatre lidt i.

 

På vej op i Passo Gardena

 

Nedkørslen fra Passo Gardena er hurtig, med gode lange stræk mellem svingene, og fin asfalt samt en overdådig udsigt. Helt nøjagtig 10km hvorefter, i byen Covarra (1555m), opkørslen til "Passo Campolongo" starter med det samme. 7km op hvor man knap når over trægrænsen (1875m), og 4 km ned igen til "Arabba" (1602m).

Så, - efter 76 km, startede dages konkurrence. Det legendariske "Passo Pordoi". En af de allersmukkeste opstigninger i Dolomitterne. 10 km med en stigning på 637 m, varierende mellem 6 og 8%. De sidste ca. 5 km kan man se til toppen, og uanset hvilken sommerdag man vælger for at cykle op her, er man aldrig alene. Altid er der masser af cyklister drysset ned gennem serpentinersvingene, på vej op til- eller ned fra de 2239m højde. Vinderen denne dag cyklede op på godt 25 minutter. Jeg tog godt 39 minutter om samme tur, hvilket var som nr. 209 total og 22 i aldersgruppen, hvilket var ca. den placering jeg havde hver dag. Og så var der derpot og tørt tøj. Vi jo faktisk kun halvvejs igennem dagens etape.

Passo Sella m/Sasso Lungo

Bliver man lidt betaget at udsigten fra toppen af Pordoi, bliver man helt stakåndet at den oplevelse, det er at stå i "Passo Sella". Fra Pordoi kører man 6,5 km ned og 6,5 km op igen. Et fantastisk skiområde og et fantastisk cykelområde. Fra Passo Sella (2240m) er der udsigt til Dolomitternes Dronning "Marmolada" og dens gletcher. Og man er helt inde under "Sasso Lungo", som er et af de smukkeste klippepartier i området.

Vi havde nu kørt ca. 100 km, men vidste også at herfra, gik det stort set nedad hele vejen hjem. Først 10 km til Val Gardena til dagens sidste depot, som idag var dagens "Pasta-party" der var flytte med ud på etapen. Klokken var 15,30 og det var 8 timer siden vi var kørt hjemmefra, så det var godt med noget energi i depoterne, selvom et depot-stop tager tid. Blot det at finde et "sikkert" sted blandt flere hundrede andre, at stille cyklen, mens man er på depot, og derefter at stå lidt i kø. En time smutter hurtigt, og der var stadig næsten ca. 50 km. hjem.Sella Ronda - den lange version med start og slut i Bolzano

Da vi senere kom helt hjem i målområdet, kunne vi på resultatlisten se at Lotte havde indtaget førstepladsen i sin aldersgruppe. Efter førstedagen at have været nr. 3 - så nr. 2, og nu altså nr. ét. Kun med 1minut og 32 sec., men alligevel. Det tegnede lovende.

Ialt kørte vi 161,5 km, 3450 højdemeter - men vi var også afsted i ca. 11 timer.Dagens bedste depot.

 

 

 

Så var der kun at glæde sig til dagens kølige pilsner og dagens bedste depot, som trods alt var hjemme på hotel Steinmannwald.

 

Onsdag d. 1. august.

 Onsdag var turens hviledag. 2 x 3 konkurrencedage med én hviledag imellem.  Så var det tid at slappe af, gå en tur I byen - lave noget andet. For os betød det en tur til Bolzano, som helt sikkert er et besøg værd.

BolzanoBolzanoCyklegarage

Samtidigt kunne vi så glæde os til morgendagens tur, som var en kopi af den tur de sidste år var nødsaget til at aflyse og korte ned på grund af et forfærdeligt vejr.

 

4 etape

Torsdag d. 2 august.

Plan 112,2km som blev til 108,1

Stigninger: Passo Fedaia     2057m

                   Passo Giau          2233m (Konkurrence)

                   Passo Falzarego 2105m

                   Passo Pordoi       2239m

Højdemeter: 3300 m

 

 

 Starten var forlagt til Canazei, hvortil der er ca. én time i bil. Så morgenmaden var ekstra tidlig denne dag. Kl 07,00 havde vi pakket cyklerne i bilen og på vej. En stor del af vejen er bjergkørsel, og resten er små veje hvor overhaling er svært. Så der blev kigget mange gange på uret når traffikken sneglede sig afsted bag et par lastbiler, men vi nåede det fint. Selve starten var ved skøjtehallen i "Penia", lige på den anden side Canazei.

Den rette påklædning til dagenOrganisationen bag "Giro delle Dolomiti" fungerer perfekt. Hele det store udstyr i start- og målområde var flyttet hertil, og starten forløb helt planmæssigt kl. 08,30.

De første km vi kørte var direkte ind på stigningen mod "Passo Fedaia". D.v.s de første 13,5km stiger med 595m. Men med solskin og over 20°C fra morgenen, var det en rigtig god begyndelse på dagen.  "Fedaia" (2057m) hører og til én af vore farvoritter i området. På toppen er der et langt fladt stykke langs den meget smukke gletcher-sø, og så er der frit udsyn til "Dolomitternes Dronning" - Marmolada (3342m) og dens gletcher. Marmolada / gletcher / sø /dæmning. 2057m Nedkørslen på den anden side, er en af de hurtigste og farligste i området, men dette forløb også helt uden problemer. Efter 20 km nedkørsel passeres den lille by "Caprile" (1014m), og straks begyndte det at stige igen. 7 km til "Selva di Cadore" (1335m), hvor dagens konkurrence startede.

Allerede på dagens første stigning var feltet trukket ud over flere kilometer, og enkeltvis kørte vi nu ind på stigningen op til "Passo Giau". Vi havde kørt den før og vidste der skulle økonomiseres lidt med kræfterne. 11,3km uden mulighed for at få en "puster". Stigningen er konstant og når på de værste steder op på 13-14%, og de sidste par kilometer, hvor man ind imellem har set målområdet, føltes uendeligt lange.Frank - lige efter dagens konkrrence - i 2233m højdeBelønningen i form af udsigten er der derimod ikke noget galt med, og siddende på en græsskråning i 2233m højdeLiften op til Lagazuoi i depotet kan man se flere toppe, som nærmer sig de 3000m., bl.a. "Tofane" og "Croda da Largo".

"Passo Giau" er et af de nyere pas iI området. Formålet havde været at oprette en lettere forbindelse til "Cortina d'Ampezzo" som vi nu kørte imod de næste 10 km som også var nedad Vi var stadig ikke halvvejs igennem dagen, Vi manglede endnu to pas og 64 km.

"Pocol" hedder det sted man drejer fra (1453m) mod "Passo Falzarego" (2105m). Der er 10 km, men jeg har altid følt denne stigning enorm lang og lidt kedelig. Måske fordi jeg engang er gået rigtig sukkerkold her. Der er mange lige stræk, og det meste af vejen er i skov uden udsyn. Men når man nærmer sig toppen, og får udsyn til "Lagazuoi", hvor liften går op til toppen - glemmer man det igen.  Dolomitterne er de flotteste bjerge i verden.

 Fra "Falzarego" var det så blot en 21km nedkørsel til "Arabba". D.v.s. det var ca. 12km ned og så ca. 9km som var næsten fladt. (steg ca. 175m)..  Og herfra var der jo så bare "Passo Pordoi" tilbage. Den havde vi jo kørt som konkurrencebjerg for to dage siden, så det vidste vi jo hvad var. 9½km som steg 637m, men i forhold til sidst var tempoet mere adstadigt.  Fra toppen af Pordoi, var det så næsten bare at trille hjem. En rigtig god nedkørsel til Canazei og videre til skøjtehallen i Penia.  Igen en lang dag. 7 timer og 40 minutter havde vi været afsted, så det var med stor velbehag vi indtog dagens pasta-party. Det rullende køkken havde taget opstilning på P-pladsen foran skøjtehalleni og alle borde og bænke var linet-op under åben himmel.4 etapePastaparty på P-pladsen foran skøjtehallen

 

 

 

 

 

 

 

 

Så var der jo stadig en time hjem i bil, men for afvekslingens skyld, og for at se det pas vi skulle køre i morgen, kørte vi over "Passo Costalunga" hjem. Vejen er lidt kortere, men tager nok lidt længere tid p.g.a. passet. Og heldigvis skulle vi ikke bevæge benene mere I dag - de var godt møre. !5 etape

1

Fredag d. 3. august.

Plan: 128,6km som blev til 81,6km p.g.a. regn

Stigninger: Passo Costalunga 1765m (annulleret p.g.a. regn)

                   Alpe di Siusi     skyerne hang helt ned i hovedet på os       1844m (konkurrencebjerg)

Højdemeter: 1779m

 

 

Endnu en lang dag var foran os, så vækkeuret var igen stillet til kl. 06,00, og som sædvanligt slår man skodderne til side for at få et indtryk af vejret.  Nedtur !!! Det øs-regnede.  Skal ?? - Skal ikke ??  Lidt krisemøde med Alice og Frank til morgenmaden. De to er slet ikke meget for at køre i regnvejr. Men selvfølgelig endte det med vi stod ved "Fiera" (messecentret) kl. 07,30 - parat til start.  Hvis man springer over en dag er man ude af den samlede konkurrence. Skal / skal ikke ??

"Giro delle Dolomiti" er en konkurrence or motionister, og de ansarlige ville aldrig sende et felt afsted, hvis der kunne være tvivl om sikkerheden. Det første vi hørte var, at man havde udskudt starten én time og snart kom det også frem at dagens tur ville blive afkortet.

Resultat: Man ville køre direkte til konkurrencebjerget, afvikle konkurrencedelen, hvorefter alle vendte direkte hjem igen. Man ville hermed spare næsten 50 af de små 130 km der var planen, og man slap for at flytte tidtagnings-udstyret som allerede stod klar på "Alpe di Siusi".

Én time efter oprindeligt planlagt afgang rullede feltet afsted. Det regnede stadigt, så alle varianter af regntøj var at se blandt deltagerne. Fra de dyre regnsæt til affaldsposer med hul til hoved og arme.

 

 

Det regner stadigDet regner stadigMåske opklaring

 

Under nedkørslen fra konkurrencebjergetSelv om ruten var kortet ned, skulle vi alligevel tilbagelægge 28,5km før afkørslen til "Alpe di Siusi", og det klarede vi faktisk på 2 timer, selv om det samtidigt omfattede en stigning fra 260m (Bolzano) til 784m (Bivio Alpe Siusi).

Samtidigt med vi nåede konkurrencebjerget begyndte der også en opklaring, hvilket betød at alle kom til at køre op i tørvejr, men omkring bjerget hang der stadig en del skyer, som gav hele sceneriet en vis dramatisk effekt. Temperaturen var 13°C (800m) nede og 10°C oppe (1844m), så efterhånden som man kom op var det bare om at få fat i sin taske med tørt tøj, inden man blev nedkølet, og ind i bygningerne omkring skiliften og gøre en hurtig omklædning.

Efterhånden som deltagerne fik klædt om og fået fyldt lidt på i depotet, fik alle lov at trille ned ad bjerget igen. Det var holdt op med at regne, men vejene ar stadig våde, og en våd italiensk bjergvej er ikke altid det stoveste at køre ned ad.  Ved foden af bjerget samlede man så deltagerne i små grupper og ledte dem de sidste 34 km hjem. Efterhånden tørrede vejene, og føret var igen helt normalt.Dagens afkortede profil.

Dagen blev en helt anderledes oplevelse - Ikke negativ, men alligevel en dag man helst ikke vil have for mange af. Vi har jo ferie.!

 Bilkortegen i garage

 

 

 

 

 

 

6. og sidste etape.

 Lørdag d. 4. august.

Plan; 96,7km - blev til 103,5km

Stigninger: Passo Mendola/Bella Vista 725 m (konkurrence)

Højdemeter: 830mDet danske hold

 

 

 

 

Alting har en ende. Ogå den 31. udgave af "Giro delle Dolomiti". Vi var nået frem til sidste etape. Fra sidste år vidste vi der var meget paradekørsel og hyggesnak i feltet, og heldigvis havde vi strålende vej til det. Kl. 08,00 om morgenen er der ikke meget traffik i Bolzano, så derfor havde man valgt at markedsføre byen lidt, hvilket betød at feltet blev ledt igennem byen på kryds og tværs for at se alle de smukke gader og pladser.  Til sidst ud gennem den gamle byport, hvor man så nærmede sig "Appiano" hvor dagens- og turens sidste konkurrence skulle avikles. Den var kort, men heftig. De første 6,5km op ad det gamle "Passo Mendola", indtil afkørslen mod "Caldaro".

Motorcykelkortegen klar til startAt den er kort og at stigningen "kun" er ca 6½% hele vejen, får helt sikkert én til at køre over evne. Så det er mere et spørgsmål om hvornår du kører død, end om du gør det. Et er helt sikkert. Selv om det er 6. dagen kommer pulsen helt op i det mørkerøde.

Vinderen af hele turen kørte op i 9 min 14 sekunder. Jeg kørte op i 13min40sek som betød jeg samlet endte på en 20. plads (ud af 56) i min aldersgruppe. Lotte kørte op på 16min07 hvilket var 45 sekunder hurtigere en nr. 2 i sin gruppe og dermed manifesterede hun sin 1. plads.

Herefter var det ren paradekørsel.  Efter konkurrence kørte alle ned mod Calddaro, hvor der var depot og samling inden hele feltet begav sig videre ad "Strada del Vino" sydpå mod "Ora". Den sydtyrolske vin-vej er virkelig et anbefalelsesværdigt bekendtskab. Et område med mange slotte og borge, 9 små vin-landsbyer på stribe med deres vinmarker der alle nyder godt at de mere end 2000 solskinstimer de praler af at have her.

Et lille muntert kiks i planlægningen nåede vi også at få med. Gennem dalen syd for Bolzano, flyder floden Isarco, og de som denne dag skulle guide feltet over på den anden side kørte til den forkerte bro. D.v.s. man inde midt I Ora skulle vende flere nundrede cyklister, ca. 20 følgebiler, 12 motorcykler + diverse servicebiler og ambulancer helt rundt og køre modsat vej.  Det var ret morsomt !!!!

Klar til 6 og sidste etapeDen gamle byportslut på sidste konkurrence

Nå men over på den anden side kom vi og videre hjemad. Tempoet er stærkt nedsat denne dag, humøret er højt og alle indstillet på at have en god dag. Enkelte champagneflasker ses også I feltet så der er ren Tour de France-stemning, samtidigt med der bliver sagt farvel til de bekendtskaber der er opstået i ugens løb.

Strada del VinoStrada del Vino

Efter dagens pasta-party var der blot et par timer til kl. 16,00 hvor den officielle præmieoverrækkelse ville finde sted, hvilket gav os tid til at køre hjem på hotellet, bade og skifte tøj og komme tilbage. Med Lotte og Alice på h.h.v. 1. og 2. plads i sin gruppe var vi jo nødt til at deltage.

 

 

 

6. og sidste etape.

Turens sidste Pasta-party

 

 

 

 

 

 

 

En ceremoni på flere sprog tager jo den tid det tager. !!!  Men den ventede parmesan-ost som var præmien sidste år var blevet udskifter med en meget fornem cykeljakke. Og på god Italiensk maner skulle man jo også lige, blandt alle de kvindelige deltagere, have kåret årets cykel-Miss.

Turen var slut. Igen en rigtig god oplevelse,  Ialt havde vi på de 6 etaper kørt 634km og 13014 højdemeter. Ialt havde vi været undervejs i 42½ time. Heraf havde konkurrencedelen på de 6 stigninger sammenlagt udgjort: 4tim3min for mig og 4tim51 min for Lotte.

Turen er at anbefale for de der gerne vil cykle sammen og have en fælles oplevelse. Der er rigieligt med tid til at opleve - samtidigt med et indhold af konkurrence. Alice & Lotte

 Og til allersidst - Tak til Alice og Frank for en rigtig god uge. !!