I Giro'ens Hjulspor 2008

                                m/Bike Italien

        Cykling i området omkring Garda-søen

        655 km – 9870 højdemeter

        Påsken, 16. – 23. marts 2008

Min første tanke om at cykle i dette område så tidligt som i påsken var, at det måtte være alt for koldt. Vi har ofte tilbragt vor vinterferie (på ski) ikke så langt herfra, og tanken om at cykle kunne derfor virke lidt skræmmende.

Imidlertid havde jeg læst at klimaet omkring Gardasøen og den daglige gennemsnitstemperatur skulle være lig med, hvad man kan finde i Toscana på samme årstid, og der havde vi jo tilbragt mange påske-ferier, og så kunne det jo ikke være så galt.

Efter at have talt med Joachim (Bike Italien), som forsikrede mig, at denne her varmedunk, som Gardasøen jo virker som, faktisk gjorde nogle ting ved forårsklimaet her, vovede vi at slutte os til turen.

Området omkring Gardasøen giver utroligt mange og varierede muligheder for cykling, og skulle vejret være os imod og forhindre, at vi kom op i højden, kunne vi jo blot vælge en anden rute.

En af de ting, der tiltalte os meget ved denne tur, var planen om at bevæge sig fra sted til sted. Med start i Garda ville vi efter et par dage bevæge os nordpå til Riva, og igen herfra (hvis vejret tillod det) endnu længere nordpå, og dermed lidt mere op i højderne til Ronzone, hvor turen skulle slutte efter 6 dages cykling. Dolomitterne er vi på ingen måde fremmede overfor, og vi holder mere af dette områder end noget andet cykelområde, men havde tidligere, fortrinsvis kørt i området øst for Brenner-motorvejen.

Fredag d. 14. marts.

Efter endt arbejdsdag, pakkede vi cykler og alt vor bagage i bilen, og startede syd-på præcis kl. 20,00.  Mange dage i forvejen havde jeg glædet mig til igen at skulle køre denne tur. Ingen stress, ingen fast plan, men for mig er det bare 1500 Km ren afslapning – herligt. Ankomsten ville sikkert være midt på dagen lørdag, og kunne vi komme uden om München før morgentrafikken, ville det også være en god ting.

Lotte overtog rattet et par timer midt på natten, så jeg også kunne få lidt søvn.

Lørdag d. 15. marts

Alt klappede og kl. 12,00 lørdag kørte vi ind foran Hotel Imperial i Garda. Hurtigt blev vi indkvarteret, bilen parkeret sikkert i P-kælderen og cyklerne samlet, så vi kunne køre en kort tur, for at se om alt virkede, som det skulle. Fra Garda kørte vi nordpå langs søen, og et sving mod øst, ind på en stigning, hvor vi kørte ca. 200 hdm op mod S.Zeno – vendte cyklerne og kørte hjem igen. I alt små 40 km.  Herligt efter den lange køretur at få gang i benene og mærke at cyklen fungerer rigtigt – klar til, hvad ugen måtte bringe. Vejret denne dag var diset og temperaturen 15° C, og desværre var udsigten til de kommende dage ikke alt for god.

Ved aftensbordet mødte vi de andre deltagere på turen.  - Søren og Ulrike fra Søborg, som jeg også havde haft fornøjelse af at tilbringe en uge sammen med sidste år her i Dolomitterne, hvor Søren og jeg ”klarede” en del bjerge sammen”. I år ønskede Ulrike også at cykle med, dog med en plan om at cykle uden om de værste stigninger, hvor det var muligt. – og Bjarne og Anne Marie fra Slagelse, hvor Bjarne udgjorde den cyklende del og Anne Marie, der ikke cyklede, deltog aktivt i logistikken, når vi skulle flytte, og ellers var en fin del at vore ”after-cykling” aktiviteter, med sit gode humør.

Efter middagen orienterede Joachim om ugens plan. Allerede i morgen, søndag ville Michael Rasmussen deltage for at vise os rundt i det træningsområde han ofte benytter.  Desværre var vejrudsigten – regn, men derefter skulle det så blive bedre og bedre hen over ugen.

kl. 22,00 – sengetid for at indhente lidt af det forsømte.

Søndag d. 16. marts

Som aftalt var alle, inkl. Michael Rasmussen, klar til start kl. 08.45, men selvfølgelig skulle der lige fotograferes lidt, inden vi rullede af sted. Der hang en tung dyne af dis over området som i går, og luftfugtigheden var meget høj. Vejene var våde, og inden vi havde kørt mange km., kom der også et par dryp.  Men før vi nåede rigtigt at ærgre os holdt det op igen, og det skulle senere vise sig at være det eneste regn i ugens løb.

Michael førte an og ledte os over på den anden side af motorvejen, rundt på små snoede veje og op over 3 stigninger i Valpolicella-området. Vejret forblev diset, så udsigterne, fra dette ellers så smukke landskab, var yderst begrænset. Efter ca. 55 km var vi kommet ind i Veronas nordlige del, og den sidste stigning Michael ville præsentere os for var ”Torricelle”. En 4,5 km rundstrækning, som stiger 207 m, og over hvilken verdensmesterskabet 2004 gik, i alt 17 omgange, og som Michael fortalte - havde været ”sindssygt hårdt”.  Nogle husker måske endnu at Michael forsøgte sig netop her, på sidste omgang, dog uden held.

½-vejs oppe havde vi et kort stop, for at se om der overhovedet var nogen udsigt, og i disen skimtede vi floden Adige som slyngede sig gennem den gamle bydel med dens mange kirketårne.

Herefter gik turen direkte gennem små gader ind til Veronas centrum, og på en cafe foran den gamle Arena på ”Piazza Bra” nød vi en Espresso og en sandwich, inden turen igen gik ud af byen, over broen i ”Castel Vecchio”.

Uden for byen skiltes vi med Michael, som tog den hurtige, direkte vej hjem. Det havde været en god oplevelse at møde Michael.

Undervejs havde der da også været tid at tale lidt sammen, og Michael havde fortalt lidt om sin famøse enkeltstart for 2 år siden, om for meget luft i dækkene i regnvejr, om de 2 styrt og cykelskift – og om en mekaniker, der ikke havde gjort sit arbejde godt nok, og ikke havde det for godt efterfølgende. - om Monte Zoncolan fra Giro’en i 2007, hvor han havde valgt et for lavt gear (34/30). – om at han selvfølgelig ville cykle igen, men blot ikke vidste hvornår det blev. – og at han følte ”sagen” blev trukket i langdrag. – og om at han selvfølgelig engang i fremtiden godt ville arrangere cykelferie osv…osv…

Vi andre kørte den lidt smukkere vej langs floden Adige og de små veje her. Vi nød opklaringen som trængte sig på, og ferskentræerne som blomstrede frodigt.

Vi havde været af sted i ca. 5½ time, kørt 106 km / 1370 højdemeter, og vejret havde været acceptabelt. Laveste 9° C.

Og sammen med den kolde øl hjemme på terrassen var det lige før solen kom igennem. !

 Mandag d. 17 marts.

Joachim havde planlagt en dag med et vist kulturelt indhold? Turen skulle gå syd for Gardasøen til Murænebakkerne, som findes her. Området er også fyldt med mindesmærker fra uafhængighedskrigen mellem Italien, støttet af Frankrig (Napoleon III) imod Østrigerne, som blev udkæmpet i 1859.

Fra Garda gik turen sydpå langs søen til Bardolino, hvor vi på kryds og tværs ad små snoede veje og stier, bevægede os sydpå til Peschiera, hvor turen gik igennem byen (og på cykel gennem et menneskefyldt Italiensk marked)!! og syd om Gardasøen.

Lige fra den tidlige morgen havde vi været tilsmilet af en klar blå himmel, og kunne bag os bl.a. se Monte Baldo’s (2218 m) sneklædte top.

Fra Peschiera kørte vi på cykelstier langs floden Murcia til ”Valegio sul Mincio”, hvor vi efter en kort men hektisk bjerspurt op til den gamle borg gjorde et kort ophold. Den sidste km stiger 70 meter og er kortvarigt over 20 %.

Fra borgen var der fin udsigt over hele området, den 600 år gamle Visconteo-bro og byen Borghetto, hvor vi efterfølgende kørte ned på en idyllisk lille café på en terrasse bygget ud over floden for at få en espresso, som blev serveret sammen med danske smør-småkager fra Kjeldsen. 

Turen gik nu videre mod vest. Dagen var uden lange stigninger, men dog pænt kuperet. Efter ca. 64 km (og nogle flere borge undervejs) nåede vi til Solferino, hvor frokosten var planlagt.  

Solferino er byen, hvor et at de store slag i uafhængighedskrigen blev udkæmpet, og hvor der efterfølgende var rejst et 74 m højt tårn som mindesmærke for de mange faldne.  Her på ”Osteria Alle Torre” indtog vi frokosten.

Tårnet var rejst på en lille bakke, som igen betød en kort (under 1 Km) heftig stigning (op til 18 %).

Herfra gik det igen (forbi nogle borge og) hjemad. Igen gennem Pescheiera og langs vandet videre til Lazise, hvor vi var omkring Michael Rasmussens cykelforretning ”Los Locos”, for at få klaret nogle problemer Søren havde med sin cykel. Derefter et lille smut ned til den hyggelige havn i Lazise, hvor Joachim gav is, inden vi kørte de sidste km hjem til Hotellet i Garda.

Vi havde været af sted i 7tim45min, jeg fik kørt 112 km, fordi jeg kørte lidt foran de andre, og et stykke op langs søen inden jeg vendte næse hjemad. I alt blev det til 830 højdemeter.

 Tirsdag d. 18 marts.

Vejret skulle vise sig at være bedre end sit rygte. Udsigten havde været lid ”grumset”, men det skulle vise sig at blive en flot, men også lang dag. Vi skulle flytte fra hotellet i Garda op til Riva ved søens nordspids, så inden afgang, skulle alt bagagen pakkes sammen og ned i bilerne. Den del af bagagen vi skulle bruge med det samme ved ankomsten til det nye hotel, fragtede Anne-Marie i deres bil, og den resterende del blev pakket i min bil, som ville ankomme senere. Søren og Ulrikes bil stod på et Italiensk værksted, men det er en helt anden historie, som vil gøre denne beretning meget lang og forvirret, så den gemmer vi til en anden god gang.

Afgang fra hotellet måtte helst ikke blive senere end 09,15, da vi skulle nå en færge i ”Torri del Benaco”, en lille by små 10 km nord for Garda.  Men efter at have stået ”mutters alene” på kajen uden færge, fandt Joachim ud af, at sommer-køreplanen endnu ikke var trådt i kraft, og at der derfor stadig var 50 min. til afgang.  Det gav jo mulighed for en tur ind i den lille by og for Joachim at give en gang ”kvaje-kaffe” på byens – som han sagde – fineste hotel. ??

50 minutter tog overfarten over Gardasøen, til modsatte bred og byen Toscolano-Maderno, hvor dagens tur kunne tage sin begyndelse. Planen var at runde de 3 søer – Lago di Valvestino, Lago d’Idro og Lago di Ledro, og sidst på dagen ende i Riva

.

Efter den lille færge lagde i havn, var de første 5 km langs søen, inden vi i Gargnano kørte fra den meget trafikerede vej og ind på opstigningen til Lago di Valvestino. Ulrike havde i dag valgt bjergkørslen fra, og kørte med vejen langs kysten nordpå, og dermed også igennem en masse tunneller blandt tung trafik.

.

Vi andre fik over de næste km en rigtig god cykeloplevelse Stigningen var godt 8 km, og må høre til en af Gardasøens smukkeste opkørsler. Hele tiden med udsigt over søen, og i det klare vejr frit udsyn helt til Monte Baldos syv sneklædte toppe, på den anden side søen.  

Foråret var lidt længere fremme på denne side af søen, selv om der endnu manglede blade på de fleste træer. Temperaturen på stigningen var 16 - 17 grader. I ca. 500 m højde fladede vejen ud og snoede sig dybere ind i bjergene, og Gardasøen forsvandt bag os.

Efter kort tid nærmede vi os Lago de Valvestino, og turen langs bredden blev også en smuk oplevelse. Et 122 m højt dæmningsværk fra begyndelse af tresserne holder de ca. 50 mill. m³ vand tilbage, som både anvendes til drikkevand og til fremstilling af strøm.

Undervejs kører vi over et par broer over nogle af dens lange arme, hvilket giver et godt udsyn over søen.

Efter søen igen en ca. 7 km stigning til ca. 930 m og byen Capovalle, hvorefter vejen faldt over 10 km frem til byen Idro og søen Lago d’Idro.  På nedkørslen kom vi til at køre på helt våd vej, men selve regnvejret undgik vi.

I Idro skulle vi igen møde Ulrike (jeg har aldrig rigtig fundet ud af, hvordan hun kom der til) og vi fandt et sted i Anfo, på den anden side søen, hvor vi kunne spise frokost.  Et lille gæstfrit ”trattoria” helt tæt over søen, men udsigt til sø og bjerge.

Efter Anfo gik det lidt op og ned de næste 12 km indtil dagens sidste stigning. Lago di Idro er i 368 m højde og opkørslen til Passo Ampola i 747 m, var en flot og dramatisk opkørsel. Vejen var skåret helt tæt ind under de lodrette klippepartier og i perioder med store klippepartier hængende ud over vejen

.

Fremme i Tiarno di Sopra var der nu kun den sidste (men hvilken én) nedkørsel tilbage. Godt 20 Km, som falder næsten 700 m. Først behersket ned forbi dagens sidste sø, Lago di Ledro i 650m højde, og videre på god vej gennem ca. 6 km godt oplyst tunnel. Hældningen var ca. 6 %, og hastigheden– uden at træde en omgang – ca. 50 km/t.

Foran tunnellens munding, samlede vi op, og kørte samlet ned til Riva og vort nye hotel ”Agritur Eden Marone”, som ligger i Rivas udkant.

Vi havde været af sted i næsten 8 timer, havde kørt 105 km og 1680 højdemeter. En rigtig god og flot dag havde det været. Anne Marie var endnu ikke dukket op med vor bagage, men det gav bare god tid til den kolde øl, som også var rigtig velfortjent.

Aftenens logistiske opgave for Joachim var, at han skulle hjem til Lazise for at træne sit basket-hold samt bringe min bil retur til Riva. En opgave han også klarede. Vi andre skulle heldigvis bare koncentrere os om at få noget at spise, få noget søvn og være klar til i morgen – hvilket vi også klarede på hyggeligste vis.

Onsdag d. 19. marts.

Onsdagens optimistiske rute hed ”Monte Bondone”. Dette ville kræve rigtigt godt vejr. – Og hvad var det?? – Rigtigt godt vejr!!! - Himlen var blå og luften krystal klar.! Fra hotellet kunne vi se Bjergets sneklædte top (Palone 2090 m). Så højt skulle vi dog ikke, men dog op i sneen.

Fra hotellet gik det gennem byen og på cykelstier helt tæt langs Gardasøens nordlige bred. Udsigten over søen var fantastisk, hvor bjergene på begge sider aftegnede sig helt skarpt mod den blå himmel. Herfra kørte vi næsten direkte mod nord. Først langs floden Sarca og op igennem den meget specielle Val di Marocche, hvor istiden har efterladt endog meget store klippestykker, hulter til bulter. Forbi søen Lago di Cavedine og hele vejen uden om Monte Bondone. Planen var at køre op på nordsiden og krydse den fra nord til syd.

Inden vi nåede så langt, havde Ulrike forladt os for at køre til Garda for at hente deres bil, som stod på værksted der.

Efter 43 km, havde vi bevæget os fra Gardasøen (65 m.o.h) og op til den i Giro-sammenhæng, kendte stigning.  Udgangspunktet var små 500 m.o.h, og over de næste 18 km var der en højdeforskel på 1250 m, og en næsten konstant stigning på 7,5 %.

Hurtigt blev vi spredt og alle kæmpede sig op i deres eget tempo, men efter ca. 1½ time var vi samlet på toppen. Temperaturen her var 1 °C, og skisæsonen var endnu ikke helt slut. På det sidste stykke kom skiløberne susende forbi os – nedad – på begge sider af vejen. De kiggede lidt på vore korte bukser, og temperaturen var da også mest til hurtigt at komme inden døre, og få noget varmt at drikke og noget at spise. Et varmt pust ned i sko og bukser, fra varmeblæseren på toilettet var heller ikke at foragte.

En 20 km bidende kold nedkørsel, kræver god påklædning, men med mange lag og et fuldstændigt vindtæt yderst, kombineret med gode handsker, er det kun næsen, der bliver lidt kold.  En perfekt nedkørsel i godt føre.  Det var koldt, men vejret klart med et fabelagtigt godt udsyn helt til Brenta-Dolomitterne, og vigtigst - vejene tørre!!

Efter samling igen nede var vi stadig i ca. 400 m højde, og havde endnu små 30 km inden vi nåede tilbage til hotellet i Riva.

I alt 109 km og 2045 højdemeter blev det til. Vejrudsigten siger også sol i morgen, så planen er, at vi rykker nordpå.

Torsdag d. 20. marts.

 Planen for dagen var at køre 115 km yderligere nordpå til Ronzone, hvor vi skulle bo de sidste 2 nætter. Igen stod vi op til en fantastisk blå himmel. Utroligt så heldige vi havde været. Vi bevægede os altså på grænsen mellem vinter og forår og samtidigt kørte vi utroligt tæt på skiområder. I dag var muligheden for at komme op i kulden der også, fordi vejen omkring Brenta massivet enten går venstre om til Madonna di Campiglio (Passo Campo Carlo Magno 1682 m) eller højre om til det knapt så højt beliggende Andalo (1040 m). For at slippe for de allerlaveste temperaturer valgte vi turen til Andalo. Først var der dog lidt logistik, der skulle arrangeres. Ulrike havde besluttet at skifte cyklen ud med ski og kørte til M.di Campiglio. Søren ville følge på cykel, og hente hende og bilen der. Vi andre kørte mod Andalo, hvor jeg, efter ½-delen af dagens tur, ville returnere til Riva og få bilen med til Ronzone,

Klokken godt 9 forlod vi hotellet og startede faktisk med det samme på dagens første stigning. En 15 Km opkørsel til Passo Ballino. Vi tog det stille og roligt, nød den friske morgenluft, synet ud over Gardasøen og de omkransende bjerge. Passet ligger i 764 m højde og gennemsnitsstigningen er 4 %, så en behagelig start på dagen. Herfra gik vejen videre til Ponte Arche og den lidt kortere, men lidt mere intense stigning op til Stenico og middelalderslottet her. Fra Stenico fortsatte Søren til M.di Campiglio og vi andre øst om ”Gruppo de Brenta” mod Lago di Molveno og Andalo.

Efter yderligere en lille time kørte vi langs den ca. 4 km lange, naturligt anlagt sø, Lago di Molveno. Et fantastisk syn, hvor søens blanke overflade kaster himlens blå farve retur – og her indrammet af ”Brenta-gruppens” næsten lodrette sider.

Umiddelbart før byen Molveno, efter vi havde tilbagelagt små 50 km valgte jeg at vende om, for at køre samme vej retur for at få bilen med op til dagens bestemmelsessted, Ronzone. Vejen tilbage tog ca. 1½ time hvilket var halvdelen af udturen, men højdemeterne var kørt, så på returvejen gik det mest nedad. Lotte, Bjarne og Joachim var inde i Molveno for at få frokost, inden vejen gik videre til Andalo og ned i ”Val di Non”. Efter denne nedkørsel er de sidste 40 km stort set én lang stigning til Ronzone (fra 400 m til 1100 m) Men med Joachims lokalkendskab, slap de for de mest befærdede veje og kørte gennem lidet befærdede genveje (sagde Joachim) og mange æbleplantager,  men vist nok med ret mange små hidsige buler (25%) på vejen.

I Riva læssede jeg cyklen i bilen og kørte til Trento og nordpå med motorvejen for at være i Ronzone ved ca. 18,00 tiden, hvilket var umiddelbart før de 3 ankom til hotellet – godt trætte, men efter en rigtig god tur.

For mit vedkommende blev det til 94 km og 1880 højdemeter. Lotte, Bjarne og Joachim kørte 113 km og godt 2700 højdemeter.

Vi tjekkede ind på ”Stelle delle Alpi” i Ronzone som jeg kendte udmærket fra sidste år.

Vejrprognoserne varslede et skifte, og udsigten til i morgen var ikke god. Snevejr eller ligefrem snestorm kunne være i vente. Indtil nu havde vejret været over forventning og meget bedre end vejrudsigterne. De gode cykelture vi havde haft kunne ingen tage fra os. Vi enedes om, at se hvad dagen ville bringe og så planlægge derefter.

Fredag d. 21. marts.

Lidt spændte trak vi skodderne fra vinduerne næste morgen. Temperaturen var faldet et par grader. Himlen var ikke mere blå – men grå. Men i øvrigt så det ud til at være ganske udmærket cykelvejr.

Så vi holdt os til planen, som var en rundtur i ”Val di Non”.  Det bedste ved denne tur, når man bor i Ronzone, er, at det går nedad de første godt 15 km, men i øvrigt også en rigtig smuk tur. Val di Non er mest kendt for sine æbletræer, og overalt på skråningerne stod de endnu nøgne æbletræer. Anne Marie fulgte denne dag med i bilen, og kunne bl.a. fotografere alle foran den smukke sø ”Lago di Giustino”, som i forhold til sidste år kun var ½-fuld med vand. 

Efter ca. 45 km stod vi Cles, hvor der gik Café-stemning i den. Så mens de andre kastede sig over sandwich og kaffe, ville jeg forsøge en ”mindre” stigning i nærheden.  Turen op til Lago di Tovel skulle være noget specielt, og søen deroppe, helt fantastisk smuk. Joachim fortalte, at der var 2 km hen til stigningen (der var 5 km) og turen op nok var ca. 6 km (der var 11 km) – nå, men der sad jeg allerede midt i det og fik da også en mindeværdig tur. Fra den lille by Tuenno skærer vejen sig ind i klipperne, med lodrette partier på begge sider af vejen. Solen når ikke herned, hvorfor der på klippevæggene hang store istapper. Men vejen var endnu tør og fin, så jeg påbegyndte de 500 højdemeter de næste 11 km ville give. Man kører næsten ind i bjerget med klippevægge hele vejen rundt, et stykke oppe er der også en del træer. Alt dette forhindrer sikkert solen i at få tag i området. I hvert fald mødte jeg efter ca. 10 km 3 - 4 cm tykt is på vejen. Først nogle få meter, som jeg kunne trække forbi, men efterhånden mere og mere massivt, og med is på vejen så langt jeg kunne følge vejen med øjet, valgte jeg at vende om.

Den lidt længere afstand (end forventet) havde også betydet lidt længere tid undervejs, men jeg kunne nu ringe til de andre og meddele, at jeg var på vej retur, således de kunne starte hjemad og ikke spilde så meget tid.

Fra Cles til Ronzone er der ca. 20 km. De første 5 falder ca. 100 m og de resterende 15 km stiger 600 m, og selv om vejen er forholdsvis befærdet, er det en fin tur.

På denne vores sidste dag, fik jeg kørt 91 km og 1850 hdm., hvilket betød at ugen i alt havde givet 9870 højdemeter fordelt på 655 km.,

Cykelugen var slut. Vi havde været utroligt heldige med vejet, og selv om vi på forhånd måske havde været lidt bekymrede, da påske i år faldt så tidligt, havde det vist sig at være helt uden grund. Alt var klappet som planlagt, og vi havde haft en fantastisk uge. Der er noget specielst ved at cykle fra stted til sted, og turen Joachim havde lagt og kald ”I Giro’ens Hjulspor” er absolut at anbefale.

Selv på den allersidste del af turen (køreturen hjem) var vi tilsmilet at vejrguderne. Da vi stod op lørdag morgen, var der ganske vist et fint hvidt drys over hele området, og temperaturen var på frysepunktet, men vejret var endnu klart.  Så vi fik værten banket ud af dynerne, så vi kunne få regningen betalt og komme nordpå.  Undervejs nordpå trak skyerne lidt sammen og af og til fik vi lidt sne/slud. Mange timer senere omkring Harzen var der faktisk reelt snevejr og da vi senere nåede Hamburg, hørte vi i radioen at al udkørsel i Harzen området blev frarådet.

Men vi var hjemme inden midnat.!

Ønsker du at se hele billedserien fra turen - då gå til     http://picasaweb.google.com/bjarke.lotte/UnavngivetAlbum     tryk: "Vis diasshow"

...eller Joachim Jerichows dagbog - gå til: http://www.bikeitalien.com/Foto_Galleri_igiroen2008.html