Via Ferrata - Brigata Tridentina.

Vor måske hidtil mest spændende "Via Ferrata"

Fredag d. 21. Juli 2006

Efter succeen med dette års første "Via Farrata" - Bepi Zac - som vi gik I mandags, havde vi blod på tanden for at prøve noget mere, og måske også en rute, som var lidt mere krævende. I første omgang er det måske ikke sværhedsgraden vi går efter, men ved man hvilken katagori man kan klare, giver det større frihed til at vælge de ruter der ligger I de områder man gerne vil gå.  Bjergmassivet "Sella" har virket som centrum for mange at vore aktiviteter hernede og naturligt vil vi gerne "gå" på den, og når så én af ruterne også ser særdeles interessant ud, faldt valget på "Brigata Tridentina".

På forhånd vidste vi turen indebar 750 m klatring, og man over de 750m samtidigt skulle bevæge sig 600m opad. D.v.s. at alt klatring stort set var lodret, og vi skule forvente den var anstrengende. Omvendt var kategorien på denne "Via Ferrata" 3B, hvilket vi ikke var I tvivl om at kunne klare.       (Se: Historien bag "Via Ferrata")

Ruten har sit udgangspunk på vejen ml. Covarra og "Passo Gardena", helt nøjagtig 7 sving ned fra passet mod byen. Her er der en stor P-plads, og glimrende afmærkning af flere vandreture. For at komme frem til rutens begyndelse, skal man allerede efter 10 min vandring forcere en ca. 50m høj klippe.Så på med udstyret op opad. Turen gik direkte lodret op, men der var stor hjælp at hente, da der ca.½-delen af turen op var trin slået ind I klippen.

Oppe af det første stykke, er der så en god ½ times vandrig på gode stier, indtil det går løs med det lange seriøse stykke.  Så på med hjelm og sele igen og klar til det lange træk. Teknikken med de to karabin-hager og hele tiden skifte således mindst én konstant er tilsluttet bliver hurtigt indøvet, således det går hurtigt uden at få snorene filtret for meget.  

Klippen er på det meste af ruten meget tæt på lodret, så selvom det ikke føles direkte svært, kræver det nogen koncentration, og man finder hurtigt ud at man ikke både kan klatre og nyde udsigten på samme tid. Så der holdes pæne pauser ind imellem - for udsigten - dén tager næsten pusten fra én. Samtidigt er vi helt trygge ved sikkerheden omkring vort udstyr, og kan nyde turen - og gør det - i fulde drag, enige om at den oplevelse her, kommer ret højt på hitlisten over ferieminder

.

Turen tager sit udgangspunkt i ca. 1850 m højde og ender I ca. 2600 m. Himlen var blå, tempraturen god og udsigten fantastisk

600 m opad lyder måske ikke af så meget, men vi fik alligevel næsten 3 timer til at gå med "klatre"-delen. På den sidste del af turen var der endvidere en ret spektankulær bro, som skulle passeres, inden den sidste ½-times gang ad normale bjergstier som ledte os til rifugiet "Cavazza al Pisciadu".Alt i alt en meget - meget god oplevelse. En oplevelse og følelse, når man "hænger" derude, som er meget vanskeligt at fortælle om.

Endnu lidt "høje" af den kæmpeoplevelse vi har haft nyder vi madpakken og en plade chokolade, som smager ekstra godt oven på sådan en tur.

Der er flere retur-muligheder heroppefra. Vi valgte den letteste, som betyder ca. 1½ times vandring, hvoraf de første 10 - 15 minutter foregår via en meget let "Via Ferrata". Selen kan anvendes, men ruten er så let at stål-wiren er mere at betragte som et godt gelænder

Herefter en fin tur ned gennem Val Setus - tilbage til bilen. Ialt 6 timer havde vi været af sted. Træt I kroppen. Mættet af den store oplevelse. Vi skal helt sikkert prøve igen, men der skal gå et par dage. !!

            "Brigata Tridentina"